Forskers hyldest til tarmsystemet er en ren bestseller

Det første, en søpung gør, når den har fundet en rar sten på havbunden at sidde på, er at spise sin hjerne. For eftersom dette eksemplar af underrækken sækdyr bliver, hvor det er, når det først har fundet et hjem, er hjernen uden betydning. Maven derimod er hele grundlaget for et fortsat behageligt søpungeliv.

Med dette og andre eksempler sår Giulia Enders tvivl om hjernens til alle tider absolutte førerposition. Ikke, at hun disser hjernens betydning og suveræne placering i medicinen, naturen og kulturen, hun mener bare, at maven, nærmere bestemt tarmsystemet, er et meget, meget undervurderet organ.

I mange uger har den unge forsker og forfatters ’Darm mit Charme – Alles über ein unterschätzes Organ’ (Tarm med charme – alt om et underkendt organ) været at finde på de tyske bestsellerlister, og bogen har i hjemlandet solgt flere end 200.000 eksemplarer. Giulia Enders har været interviewet på de største tv-stationer i den bedste sendetid samt i aviser og litterære og medicinske tidsskrifter.

I Danmark udkommer ’Darm mit Charme’ ifølge det tyske forlag Ullstein til foråret, og i England og Østrig, hvor den netop er udgivet, er anmelderne glade:

»Enders’ tarmmanifestation opfordrer læserne til at fejre deres nedre krops evner i stedet for at være flov over dem«, skriver The Guardian: »En bøvs, en prut kan opfattes grove, men den bevægelse i vores tarme, de opstår fra, »er elegant som en balletdanser«. Når vi kaster op, burde vi takke kroppen for »den fantastiske forestilling, den opfører for at beskytte os««. Og den velansete østrigske avis Der Standard noterer sig, at det er yderst sjældent »at en bog ændrer hele ens syn på verden, nærmere bestemt vores indre verden«.

Vi er tarmen!

Det kan altså godt være, at ’Darm mit Charme’ beskæftiger sig med lyd, lugt og lort, men dens budskab er langtfra flabet. For Enders’ beundring for dette undervurderede organ er ægte og tilgangen seriøs.

Tarmen er nærmest selvtænkende, argumenterer hun begejstret og drager bevis for, at maven kun i vigtige anliggender forstyrrer hjernen. Resten klarer den uden at ulejlige chefen. Forklaringen findes i tarmenes nervesystem – det enteriske nervesystem – også kaldet ’mavehjernen’, der tænker selvstændigt ved hjælp af millioner af mikroorganismer, hvoraf kun et fåtal er kendt.

Ufattelige dimensioner, der får Enders til at filosofere over, om der hersker absolutisme eller tarmdemokrati. Et ’jeg er tarmen’ eller et ’vi er tarmen’.

Også noget så fint som følelser bor i maven på os, gennemgår hun i et af sine kapitler, og det smitter af på sproget: Vi får sommerfugle i maven og mister appetitten, når vi er forelskede eller kede af det. Vi fordøjer en nyhed, brækker os af grin og har en god eller dårlig mavefornemmelse for noget.

Motivationen sidder i maven

Videnskabelige forsøg, der viser tarmens betydning, bringer hun flere af.

Det med søposen for eksempel, og det mere kendte, hvor man sætter en mus ned i en spand med vand, så dens små fødder ikke kan nå bunden. Musen må svømme rundt og rundt for at overleve, og her viser det sig, at det hverken er den klogeste eller mest opfindsomme, der svømmer længst – det er tværtimod den med den sundeste tarmkultur, som ikke giver op: Motivationen sidder altså (også) i maven.

Ligesom to tredjedele af vores immunforsvar gør.

Egentlig studerer Giulia Enders medicin på Institut for Mikrobiologi og Sygehushygiejne ved Universitetet i Frankfurt am Main. Men efter et semester i creative writing i USA begyndte hun at interessere sig for formidling, og da hun vandt Science Slam 2012 (hendes standupagtige gennemgang af tarmsystemet har fået over en halv million hits på YouTube), bad forlaget hende skrive en bog om tarmsystemet. Resten er bestsellerhistorie.

Inden hun begyndte at skrive, kontaktede hun de fem førende tarmforskere i Tyskland for at få deres ekspertise ind over. Men ingen af dem svarede. Så gik hun selv i gang og har siden fået faglig anerkendelse for bogen, der i Frankfurter Allgemeine får en større omtale i avisens ansete videnskabstillæg.

Positive anmeldelser

Men ’Darm mit Charme’ har nærmest også skønlitterære kvaliteter – på grund af sproget, fantasien og Enders’ velformulerede gennemgang af tarmens heltemodige virke. For også i litteraturhistorisk perspektiv er hjertet og hjernen jo toppen af poppen.

Ligesom organet huden trænger sig på i det fine selskab. Mens tarmsystemet, der ellers er så vigtigt for velbefindendet, har haft svært ved at tilkæmpe sig en prominent plads. Således ligger tarmens litterære storhedsperiode formentlig stadig og roder nede omkring ’The Canterbury Tales’ og i limerickerne.

I sin ellers positive anmeldelse af Giulia Enders’ bog lufter Philip Oltermann fra The Guardian den teori, at der i det tyske folkedyb findes en særlig forkærlighed for fækalier:

»Tyskere har længe måttet leve med den udfordring, at de favner en usædvanlig stærk fascination af basale kropsfunktioner«, skriver han og finder støtte i forskningen:

»I 1980’erne mente den amerikanske professor i antropologi Alan Dundes ligefrem, at hans studier af folkeeventyr afslørede et analerotisk element i den tyske karakter«.

Og sandt er det for eksempel, at opførelsen af ’Macbeth’ på den fornemme berlinske festival Teatertreffen for et par år siden lagde scene til, at syv nøgne mænd sad i en siloagtig tønde og sked. Ud af tønden flød en brun væske, som heksene, spillet af mænd, smurte sig ind i, og jublen ville, oplyser Politikens korrespondent i Berlin Peter Wivel, ligesom strømmen af fækalier ingen ende tage.

Muldvarpen der ville vide ...

Så har den amerikanske antropolog ret i, at tyskerne har et særligt forhold til lort? Og hvad er mere nærliggende end at stille det spørgsmål til Tysklands berømte illustrator og børnebogsforfatter Wolf Erlbruch, der meget passende for emnet har skrevet klassikeren (med et oplag på over tre millioner) ’Muldvarpen, der ville vide, hvem der havde lavet lort på dens hoved’:

»Det er aldrig faldet mig ind, at vi tyskere skulle være specielt analt eller analerotisk interesserede«, svarer Wolf Erlbruch i en mail fra sit hjem i Wuppertal:

»Jeg er for eksempel slet ikke forelsket i, hvordan skal jeg nu formulere det ... mit røvhul. På den anden side citerer jeg ikke kun mig selv, men også Bertrand Russell (engelsk filosof og nobelpristager i litteratur 1950, red.), når jeg bliver bedt om at definere, hvad lykke er. Da man spurgte Russell, svarede han, at det for ham var at skide to gange dagligt. Og hånden på hjertet: Er det ikke en vidunderlig følelse af lettelse og velbehag, når det lykkes?«.

Den britiske stikpille til den tyske folkesjæl returnerer Wolf Erlbruch sådan her:

»Alt i alt tror jeg, at det for de fleste af os stadig er tabubelagt at tale om afføring. Men det er nok rigtigt, at tyskerne OG englænderne er lidt mindre sky over for emnet«.