Det første, en søpung gør, når den har fundet en rar sten på havbunden at sidde på, er at spise sin hjerne. For eftersom dette eksemplar af underrækken sækdyr bliver, hvor det er, når det først har fundet et hjem, er hjernen uden betydning. Maven derimod er hele grundlaget for et fortsat behageligt søpungeliv.
Med dette og andre eksempler sår Giulia Enders tvivl om hjernens til alle tider absolutte førerposition. Ikke, at hun disser hjernens betydning og suveræne placering i medicinen, naturen og kulturen, hun mener bare, at maven, nærmere bestemt tarmsystemet, er et meget, meget undervurderet organ.
I mange uger har den unge forsker og forfatters ’Darm mit Charme – Alles über ein unterschätzes Organ’ (Tarm med charme – alt om et underkendt organ) været at finde på de tyske bestsellerlister, og bogen har i hjemlandet solgt flere end 200.000 eksemplarer. Giulia Enders har været interviewet på de største tv-stationer i den bedste sendetid samt i aviser og litterære og medicinske tidsskrifter.
I Danmark udkommer ’Darm mit Charme’ ifølge det tyske forlag Ullstein til foråret, og i England og Østrig, hvor den netop er udgivet, er anmelderne glade:
»Enders’ tarmmanifestation opfordrer læserne til at fejre deres nedre krops evner i stedet for at være flov over dem«, skriver The Guardian: »En bøvs, en prut kan opfattes grove, men den bevægelse i vores tarme, de opstår fra, »er elegant som en balletdanser«. Når vi kaster op, burde vi takke kroppen for »den fantastiske forestilling, den opfører for at beskytte os««. Og den velansete østrigske avis Der Standard noterer sig, at det er yderst sjældent »at en bog ændrer hele ens syn på verden, nærmere bestemt vores indre verden«.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage
Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.
Læs videre nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
