Det første, en søpung gør, når den har fundet en rar sten på havbunden at sidde på, er at spise sin hjerne. For eftersom dette eksemplar af underrækken sækdyr bliver, hvor det er, når det først har fundet et hjem, er hjernen uden betydning. Maven derimod er hele grundlaget for et fortsat behageligt søpungeliv.
Med dette og andre eksempler sår Giulia Enders tvivl om hjernens til alle tider absolutte førerposition. Ikke, at hun disser hjernens betydning og suveræne placering i medicinen, naturen og kulturen, hun mener bare, at maven, nærmere bestemt tarmsystemet, er et meget, meget undervurderet organ.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage
Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.
Læs videre nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
