Vi har kurs mod katastrofen, og det er ikke nogen romantisk forestilling om menneskets indre forfald, men tværtimod en fysisk fremskrivning, som videnskaben er nået frem til. Klimaproblemet er en altoverskyggende udfordring, som vi ikke evner at tage fat om. Det virker håbløst, og hvad nytter det, at lille mig gør noget? Den fornemmelse er velkendt for de fleste.
Hvis det skal blive tydeligt, at vi har et ansvar, er det afgørende, at klimadebatten bliver kvalificeret og nærværende. Det forsøger Gregers Andersen i sit øjebliksbillede af en kultur, som har kurs mod planetens afgrund. Vi kommer vidt omkring undervejs, fra sociale medier til konkurrencesamfund, fitnessbølgen, stressproblemet og de gamle mediers prioriteringer.
Udgangspunktet er det hippe begreb antropocæn, som er forestillingen om, at vi står på tærsklen til en helt ny geologisk tidsalder, hvor menneskets kræfter afløser naturens.
Megahypotesen er altså, at vi nu befinder os i ’menneskenes tidsalder’ og derfor er elendige til at passe på planeten. Den teori er på kanten til at være så indlysende, at den er banal.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage
Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.
Læs videre nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
