Siden urtiden har bøgeskovene dækket de tyske Eifelbjerge. Mellem de barkklædte kæmper emmer her af alder og af et uhyre langsomt liv. De 35-40 meter høje bøge knager til hinanden og virker ikke specielt imødekommende.
Trods foråret er underskoven stribet af trodsig sne, vi snubler over rødder og glider på mosgroede sten. Jo længere vi kommer ind, jo sværere bliver det at holde styr på, hvor verdenshjørnerne er, og nu er mobilsignalet også væk. Hvilken vej var det nu, vi kom fra?
Det er sådanne skove, som altid har spøgt i den tyske folkesjæl. Her satte man børn ud, hvis man blev for fattig til at have dem, her blev Hans og Grete fanget af heksen og Rødhætte ædt af en ulv. Hittebarnet, den umælende Kaspar Hauser, kom ud af skove som denne i 1828, måske søn af storhertug Karl af Baden og sat ud for at ændre arvefølgen.
Uden disse mørke dybder havde hverken nationalromantikerne eller filosofferne haft meget at skrive hjem om. Nazisterne havde manglet et stærkt symbol, og den moderne miljøbevægelse sin absolutte kerneværdi.
