Foto: Miriam Dalsgaard

Tysk forsker og forfatter: Træer kan føle, få venner og amme deres børn

Misforståelser opstår nemt og tilgives aldrig. Faktisk estimerer Peter Wohlleben, at kun et ud af halvtreds bøgetræer har en rigtig nær ven. Med sin bestseller om træers hemmelige liv har han sat fokus på skovens sjæl og fået tyskerne til at debattere træ-velfærd.

Siden urtiden har bøgeskovene dækket de tyske Eifelbjerge. Mellem de barkklædte kæmper emmer her af alder og af et uhyre langsomt liv. De 35-40 meter høje bøge knager til hinanden og virker ikke specielt imødekommende.

Et træ i en plantage eller på gaden mangler familie. Sådan et gadebarn kan godt mærke, at det ikke er elsket

Trods foråret er underskoven stribet af trodsig sne, vi snubler over rødder og glider på mosgroede sten. Jo længere vi kommer ind, jo sværere bliver det at holde styr på, hvor verdenshjørnerne er, og nu er mobilsignalet også væk. Hvilken vej var det nu, vi kom fra?

Det er sådanne skove, som altid har spøgt i den tyske folkesjæl. Her satte man børn ud, hvis man blev for fattig til at have dem, her blev Hans og Grete fanget af heksen og Rødhætte ædt af en ulv. Hittebarnet, den umælende Kaspar Hauser, kom ud af skove som denne i 1828, måske søn af storhertug Karl af Baden og sat ud for at ændre arvefølgen.

Uden disse mørke dybder havde hverken nationalromantikerne eller filosofferne haft meget at skrive hjem om. Nazisterne havde manglet et stærkt symbol, og den moderne miljøbevægelse sin absolutte kerneværdi.

Skovens sjæl er en sensation

Så naturligvis er det en tysker, der igen har sat fokus på skovens sjæl. Med bestselleren ’Das Geheime Leben der Bäume’ (Træernes hemmelige liv) er forstmanden Peter Wohlleben blevet en sensation. Det er på grund af hans bog, som har ligget på de tyske bestsellerlister i et halvt år, at forskere, tv-værter og almindelige mennesker pludselig debatterer trævelfærd. For træer er venner, ikke kun tømmer.

Vi er vandret med ham ud i en af Tysklands sidste store bøgeskove – en times kørsel ad mindre og mindre bjergveje sydvest for Bonn, hvor han bor og arbejder – for at høre ham om ikke tale med træer, så dog udlægge deres sprog.

Et stykke oppe ad en skråning stopper Peter Wohlleben sine lange skridt ved en bøg med bark som elefanthud. Træet tårner sig op over en lille artsfælle på blot halvanden meter.

»Dette træ er en god mor«, siger Wohlleben, og stryger hånden blidt hen over kæmpens stamme.

Dens afkom er trods sin pjevsede størrelse hundrede år gammelt, mener han, med sin barkede tommeltot tæller han ringene på dens tynde grene. Hver ring, et år, 30 i alt, når han frem til. Så stammen er betydeligt ældre.

Foto: DALSGAARD MIRIAM

»Moren skygger for den, så den kun får tre pct. lys, det er nemlig ikke sundt for unge træer at løbe hurtigt i vejret. Det kan lyde bossy, men hun passer på, den ikke dør, ved at sende den næring fra sine egne rødder«.

Træer ammer deres børn

Den lille er en treesuckling, en træbaby, et brystbarn. Det er en af de metaforer fra hans bøger, som lægmand har taget til sig. Videnskaben har efter sigende kendt til fænomenet længe, men Wohlleben er en storyteller, så det kan mærkes i maven, når han sammenligner de barkede tykhuder med elefanter.

Det er et ubegavet træ. Nogle vil tro, det er sygt, men det er bare tykpandet

»Modertræet lærer den lille at gemme vand til en tør sommer. Det er sådanne erfaringer, der går tabt, når et gammelt træ fældes. Fuldkommen som når en krybskytte skyder elefantflokkens gammel førerhun og ødelægger den kollektive hukommelse«.

Og der er ingen grund til at skrue ned for følelserne, siger Wohlleben, som havde han læst journalistens tanker.

»Mennesker fungerer på følelser og på ord. Når jeg skriver, at træer brystføder deres babyer, ved alle, hvad jeg mener, og det er præcis, hvad der sker. Jeg kan godt beskrive fænomenet mere videnskabeligt, men så er der bare ikke så mange, der ved, hvad jeg taler om«, siger han og sammenligner intensivt skovbrug med den konventionelle landbrugsindustri.

Foto: DALSGAARD MIRIAM

»Når man fælder de gamle for at give de unge lys, er det det samme som at give dyr for meget kraftfoder. De små får travlt med at vokse og ingen tid til at beskytte sig mod sygdomme. Det er en enorm misforståelse og et tegn på hvor lidt mennesket har gjort for at sætte sig ind i træers kulturforståelse«.

Som han går der, to meter høj og med et usædvanligt omsorgsgen for træer, ligner han en af J.R.R. Tolkiens enter, skovhyrderne, som har kendt hvert et træ, siden det var frø, og som ikke tåler, at skoven lider. Det piner ham for eksempel, at bøge normalt fældes, når de er 120 år gamle, for det er ingen alder:

»Vi lægger vores menneskelige regnestok, eller snarere grådighed, ned over andre væsner. Træer bør forblive små i to-tre hundrede år, det er bedre for både dem og os«.

Og uhyggeligt er det da, at ingen angiveligt aner, hvor gammelt et bøgetræ kan blive, fordi ingen bøg i Europa har fået lov til at nå sin maksimumsalder. Enkelte er blevet 400 år, men Wohlleben tror, de kan blive meget ældre.

Man har sat ulvene til at vogte får

Inden vores litterære skovtur har jeg talt med folk i skovbranchen i Danmark for at få deres holdning til skovning. Svaret var cirka, at ligesom mennesket skal have mad, skal det også bruge og eksportere tømmer. Men at man samtidig vedligeholder og plejer skovene.

Lyder det ikke meget fornuftigt?

»HA«, fnyser Peter Wohlleben. »De træer, man driver frem, er lige så syge som grise på penicillin. Selv skov- og naturstyrelser er en del af industrien, og de er ikke interesserede i at gå glip af en hurtig indtjening. De siger, de vedligeholder, og det er svært for almindelige mennesker at gennemskue, at den information kommer fra nogen, der selv er interesseret i skoven som pengemaskine. Man har sat ulvene til at vogte får«, siger han: »Når industrien hævder, at store træer må væk for de smås skyld, svarer det til at købe et kilo kød og tro, det er dyrevelfærd, fordi der bliver plads til nye grise og køer i stalden«.

Huse, møbler og brænde skal der jo til?

»Jo, men så skal man tone rent flag. At sige, det er godt for skoven, er sludder«.

Vi rasler videre gennem oceanet af døde, bløde blade, indtil han stopper og kigger lidt mellemfornøjet på en kraftig bøg.

»Se, den vælter sig ind over naboen og tager hans plads. Sådan er det på denne skråning. Ufred simpelthen! Men derovre står det træ, jeg holder allermest af. Og dets ven«.

Vi går over til yndlingstræet. Og dets ven. De har mosgroede rødder og har kendt hinanden, siden de var bog. Altså i over 300 år. Hensynsfuldt, ja kærligt, står de side om side. Stammerne bøjer sig ikke væk fra hinanden (det gør de, hvis træer ikke bryder sig om hinanden). Dybt nede i jorden holder deres rødder fast i hinanden med krogede fingre.

»Bliver det ene fældet, dør det andet, som man ser det hos meget gamle ægtepar, hvor den ene falder væk og den anden følger efter«, siger Peter Wohlleben andægtigt: »Det er en kendt sag, at man ikke skal forstyrre sådan et par«.

Heste stresser ikke skoven

Normalt er bøge reserverede, venskaber tager tid, misforståelser opstår nemt. Faktisk estimerer Peter Wohlleben, at kun et ud af 50 bøgetræer har en bedste ven. Men de fleste indgår dog i et fællesskab, for træer er sociale væsner, de ved, at gemeinsam geht’s besser.

Foto: DALSGAARD MIRIAM

»Her kan du se, hvad der sker, når man er uden for fællesskabet«, peger han mod en desorienteret gamling med døde grene og ar på kroppen.

»Han har fået fældet sine naboer og må kæmpe alene, han er døende. Dette træ er en ufrivillig individualist«.

Og så indrømmer Peter Wohlleben noget: Han har selv været med til at mishandle træer.

Efter studierne begyndte han i 1987 at arbejde for skovvæsnet i Rheinland-Pfalz. Senere fik han ansvaret for et skovområde i Eifelbjergene, og her gik han og fældede gamle træer og sprøjtede med insektmidler. Men snart mærkede han, at det var forkert.

Det er nemmere at betragte træer som værende lidt mere i live end sten, for så er det nemmere at behandle dem, som mennesker nu behandler naturen. Hårdhændet

»Hvad er det, jeg har gang i, jeg ødelægger jo det hele«, tænkte han og begyndte at læse om træernes liv. Det var ikke et emne, der havde fyldt specielt meget på studiet, og nu opdagede han, at træer opfører sig som sociale væsner. At de har netværk, er gode forældre, og at fældning kan foretages nænsomt og med større udbytte, hvis man ikke bare slipper maskinerne løs.

I Peter Wohllebens skov fældes der derfor nu kun med heste for ikke at stresse skoven, og den idé er indført flere steder i Tyskland: »Vi forstyrrer så lidt som muligt og får alligevel tjent penge. Hvor maskiner har kørt, ligger jorden død i mange hundrede år. Træerne må gå fladt med rødderne, og i den næste storm vælter de. Det er grådighed, dumhed ...«.

Med tiden begyndte Peter Wohlleben så at skrive bøger for at indvie lægfolk i, hvilke fantastiske væsner træer er. Og efter flere udgivelser er han så braget igennem med ’Des Geheime Leben der Bäume’, der har solgt i 400.000 eksemplarer i Tyskland og er på vej til udgivelse i 19 lande, deriblandt Danmark.

Journalister kommer rejsende fra USA og hele Europa for at tale med ham, og de tyske anmeldere er imponerede. Litteraturkritiker og journalist Denis Scheck skriver for eksempel: »Denne skovekspert sætter træernes sprog på plads for os, sætter fokus på aldersracismen i de kommercielle skove og den mørke side af industriel massefældning. Det er et imponerende eksempel på uhøjtidelig faglitteratur og minder os om, at der ikke findes noget bedre middel til viden end bøger«.

Et mirakel gemt i en stub

Pludselig bøjer vores litterære træmand sig over en stub. I århundreder har den stået der uden blade eller kviste til at skaffe den energi, men kradser man i den, er den fuld af klorofyl. Det er de hosstående træer, der fodrer den, pointerer Wohlleben. Og hjælpen er angiveligt bevidst, for bøge, reserverede som de er, hjælper kun dem, de vil.

»Hvis det var en egestub, ville bøgene ikke have rørt en rod for den, bøge bryder sig ikke om egetræer. Det er et gammelt fjendskab«.

Men også inden for egne rækker er bøgen et selektivt træ: »De hjælper kun dem, de har et forhold til. Se, den stub derovre har bare fået lov at rådne«.

Hvorfor har de favoritter?

»Hvert spørgsmål føder ti nye«, svarer skovløberen og klør sig i nakken.

»Måske kendte de den! Ovre i Britisk Colombia sidder en forsker, som arbejder med den antagelse, at der i træers rødder findes noget, der vagt kan sammenlignes med vores hjerne, og vi ved jo allerede, at de har hukommelse«.

Træer kan for eksempel huske vandmangel, fordi tørke giver smertefulde sprængninger i kernen. Efter sådan en oplevelse sparer de på vandet.

»En bøg som denne«, siger Wohlleben og klapper en, vi går forbi, »kan pumpe 500 liter vand rundt i systemet hver eneste sommerdag. Så hvis den bruger for meget vand i foråret, har den ikke nok til tørre dage. Nogle mener, at gamle træer giver denne erfaring videre til de unge træer omkring den. Som i ’Avatar’, hvor modertræet deler sine minder. I Canada lader man nu gamle træer blive stående som læremestre«.

Han vender opmærksomheden tilbage til den levende stub fra før: »Det kan være derfor, de støtter netop den her. Han var måske en snu, gammel rad«.

Unge træer uden en snu, gammel rad i nærheden kalder han med rynkede bryn for Strassenkinder.

»Et træ i en plantage eller på gaden mangler familie. Sådan et gadebarn kan godt mærke, at det ikke er elsket«.

Alleer er han heller ikke fan af, og slet ikke, hvis træerne står under gadelamper: »Træer sover om natten, for dem er det tortur ikke at få mørke«.

Nu er vi nødt til at spørge: Er han tosset? Og er der kolleger, der synes, han tager den for langt?

»Det er de jo nødt til at sige«, ler han, så det gjalder mellem stammerne: »Det er nemmere at betragte træer som værende lidt mere i live end sten, for så er det nemmere at behandle dem, som mennesker nu behandler naturen. Hårdhændet. Alt andet er det samme som at tvinge en slagter til at tale om dyrs følelser. Det er ikke godt for forretningen«.

Bøge kan godt være ubegavede

I Peter Wohllebens verden er træer tænksomme, erfarne, sociale og lærenemme. Men der findes faktisk også dumme træer, medgiver han.

»Regel nummer et for et ungt træ er: Små grene o.k., store ikke. Det ved alle velopdragne træer, men denne her«, han vifter utilfreds med hånden af en otte meter høj lømmel, »er en rigtig dickkopf. Jeg prøver lige, tænker den, men hvert år dør de grene, den sætter, derfor har den svampe og ar i barken. Det er et ubegavet træ. Nogle vil tro, det er sygt, men det er bare tykpandet«.

De fleste sygdomme undgår træer selv, og så advarer de hinanden, hvis uheldet er ude. Nogle kan – lad os bare i mangel af de rette ord kalde det smage, at orme angriber deres løv. Herefter udskiller de en lugt, der tilkalder en hvepseart, som lægger æg i disse orme, så deres larver fortærer dem indefra, fortæller forstmanden. Duft fungerer også som alarmberedskab træerne imellem

»Men når det blæser, bliver træerne på denne side advaret, men de andre aner intet«, himler Peter Wohlleben og og holder, med armene i vejret, spændingen: »Og det går jo slet ikke. Derfor kan træer udsende elektriske advarsler gennem rodnettet. Forskere har døbt fænomenet Wood wide web«, siger Wohlleben, som først selv for nylig læste om træernes eget kommunikationssystem: »Man må lede lidt efter den slags informationer, for forskere skriver i et svært sprog, og artiklerne står i tørre videnskabelige tidsskrifter. Mine studerende vidste det heller ikke«.

Det er begyndt at klirre omkring os, en fin, rusten klemten udgår fra træerne: Det er små metalplader med navne på døde tyskere, der rører sig i vinden.

Vi befinder os på en gravplads, en Ruhewald. Her mellem rødderne ligger asken efter Thomas Rodermann, Maria Hiller, Heinz Jäger, Inge Gläserund og 4.000 andre mennesker, som nu er Wie im Leben mit der Natur verbunden, som der står på et af dem. Også Wohlleben har købt et træ til sig selv og familien.

»Ifølge vores udviklingsplan skulle træerne her være fældet inden tyve år. Men det er en af Tysklands sidste gamle bøgeskove, så vi fik den idé at gøre som i Schweiz og udbyde den til gravsted. Ti mennesker kan der være per træ«.

Man kan også adoptere et træ og købe det fri i hundrede år for samme pris, som det ville have indbragt industrien.

Nu er træerne bange

Men ikke alt ånder fred, for ovre i en nærliggende skov er træerne bange. Peter Wohlleben starter landroveren og kører os hen, hvor angsten har fået fat.

På en bred strækning udspilles et tyst slag mellem ege og bøge. En krig i slowmotion, der afslører en mindre sympatisk side af Wohllebens elskede bøge.

To unge bøgesataner har boret sig ned i en gammel egs rødder og suger kraften ud af den. Egen er i panik. Op ad sin stamme har den sat hundredvis af kviste, som strækker sig for at få ilt, men det nytter ikke. Et andet sted har to vældige ege sat alt på et bræt og er i døden væltet ned over deres plageånder.

Men det skal blive værre endnu.

På vej ned ad en afsides skovvej opdager vi, at maltrakterede træer ligger hulter til bulter. På den ene side af den ufremkommelig køresti står Wohllebens skov og på den anden en distriktsskov. Det er den, der er flået i stykker. Han må hele tiden ud af bilen for at fjerne afrevne lemmer. Også nogle af stammerne på hans side er beskadigede. Nu er den flinke mand næsten vred.

»Det er ikke godt for naturen, og det er ikke godt for mennesker. Disse træer giver det fineste tømmer, du næsten kan få, men sådan som de er maltrakteret, ligger prisen på det, man får for brænde. De er så ødelagt, at de kun kan bruges til krydsfiner, brænde og Ikeamøbler. Nu er det lige før, jeg bliver bitter«, siger Peter Wohlleben.

Dette træ er en god mor

Træmanden fra Hümmel er ikke alene med sin indignation og med sin gryende forståelse for et med-væsen.

I hele verden arbejder forskere med plantekommunikation. I Australien, for eksempel, sidder der nogle og studerer de 220 hertz-signaler, træers rødder udsender.

Og flere mener, som Træmanden fra Hümmel, at skillelinjen mellem dyr og planter er i skred.

»Vi opfatter træer som noget, vi kan drage nytte af, de er tømmer, de producerer ilt, de holder på jorden og skaber skygge, men måske skal vi til at tænke på dem, som vi tænker på elefanter. Indse, at træer har en værdi i sig selv, at det er skønt, de findes, og at vi må passe på, at de ikke forsvinder«.

Og ligesom det betyder mere og mere for forbrugerne, om de dyr, man spiser, har haft det godt, bør også træer nyde livet, inden de ender i brændeovnen, mener han.

At dømme efter den begejstring, Peter Wohllebens bog med den lange titel ’Træernes hemmelige liv, hvad de føler, hvordan de kommunikerer – opdagelsen af en skjult verden’, vækker, har skoven aldrig sluppet sit tag i os. Det moderne menneske er stadig forbundet med naturen og dens væsener.

Og når du næste gang går tur i skoven og hører træerne knage, så ved du nu, at det måske ikke bare er vinden ...

Publiceret 15. april 2016

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Oscarvært - det værste job i byen
    Hør podcast: Oscarvært - det værste job i byen

    Henter…

    På søndag er der Oscar-uddeling i Los Angeles. Og for første gang siden 1989 vil showet finde sted uden en vært – et job, som bliver kaldt det værste i Hollywood i øjeblikket. For i en tid, hvor alt er syltet ind i værdipolitiske diskussioner, kan ingen længere samle os alle i et fælles grin.

  • Kvinder efter flugt fra Baghouz i det østlige Syrien. Foto: Fadel Senna / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Hvad skal vi gøre med syrienskrigerne, deres koner og børn?
    Hør podcast: Hvad skal vi gøre med syrienskrigerne, deres koner og børn?

    Henter…

    USA’s tilbagetrækning fra Syrien har gjort spørgsmålet om de danske IS-krigere højaktuelt. Skal vi tage dem hjem igen, efter at de har kæmpet for et verdensomspændende islamisk kalifat? Og har vi en forpligtelse over for de danske børn, der er blevet født undervejs i kampene?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Overgreb i Guds navn
    Hør podcast: Overgreb i Guds navn

    Henter…

    I morgen byder pave Frans flere end 100 højtstående biskopper fra hele verden velkommen til topmøde i Vatikanet. Emnet øverst på dagsordenen er seksuelle overgreb mod børn begået af katolske præster. Men kan paven forhindre flere overgreb? Og er der overhovedet en fremtid for den katolske kirke?

Forsiden

Annonce