Det var tilsyneladende et alvorligt kræfttilfælde, som i sidste ende gjorde, at en nu terroranholdt 26-årige dansk mand af irakisk herkomst blev stærkt religiøs.
Det fortæller flere familiemedlemmer og bekendte til den 26-årige mand, der i går blev anholdt for at have hjulpet en mulig terrorcelle med at finde en lejlighed i København. »Familien har altid været meget religiøs. Men der skete noget, da han blev alvorligt syg«, siger et medlem af familien. Manden blev anholdt sammen med tre andre mænd, en tunesisk statsborger og to svenske statsborgere. Meningen var ifølge Politiets Efterretningstjeneste (PET), at terrorcellen skulle tiltvinge sig adgang til JP/Politikens Hus og slå så mange personer som muligt ihjel. Yderligere en person blev i går anholdt i Stockholm.


























