Et nyt pas kan pludselig betyde, at du ikke længere er født der, hvor du troede. Efter kommunalreformen i 2007 er det nemlig de nye storkommuner, der står som fødested i passet. Da Kirsten Berry for halvandet år siden fik fornyet sit pas, var hun pludselig ikke længere født i Skagen, men i Frederikshavn. »Passet er en personlig ting, og det fortæller, hvor jeg er født. Og jeg er altså fra Skagen«, siger hun. Lavede fødested om Derfor gik hun op på det lokale borgercenter og fik dem til at lave fødselsstedet om. Og der kender de til problemet. »Nogle bliver jo sure og vil ikke finde sig i det«, siger medarbejder Birgitte Hesselholt, der som ægte skagbo synes, at det er ’træls’, når rødderne slettes fra passet. Et nyt fødested skyldes, at borgercentrene henter oplysninger fra CPR-registeret. De gamle småkommuner eksister ikke i systemet, som de gjorde før 2007. Hos Rigspolitiet kender de godt problemet, når passene skal fornyes hvert tiende år. »Jeg kan godt forstå, at nogle undrer sig over det, men det er jo et administrativt valg, man har truffet«, siger Christian Skovgaard, chef for pas- og kørekortsektionen. De får hvert år 10-15 klager fra folk, der vil have deres oprindelige fødested i passet. Fejl i pas Det er ikke kun i det nordligste Danmark, at folk pludselig fødes på ny. I tidligere små kommuner som Bov, Ribe, Tønder og Rønne sker det, at et nyt pas vækker hævede øjenbryn, grin eller undren. »Tit sammenligner de med det pas, de lige har afleveret, og studser over det. Nogle griner lidt ad det, og andre spørger, om der ikke er sket en fejl«, siger Susanne Lage fra Bov Borgerservice, der nu er en del af Aabenraa Kommune. I de enkelte borgercentre er de ikke glade, når folk vil have andre oplysninger i passet. Det kræver nemlig en ændring i CPR-registeret.
»Det er meget uhensigtsmæssigt og giver en masse bøvl«, siger Christian Skovgaard fra Rigspolitiet. Det er desuden den enkelte borger, der selv skal betale de 600 kroner, et nyt pas koster, hvis fødestedet skal ændres tilbage. »Passet er jo gyldigt, som det skal være. Så i udgangspunktet skal man selvfølgelig selv betale«, siger han og understreger, at det er en meget lille del af de 669.656 pas, der blev udstedt sidste år, der er blevet lavet om. Derfor er der ingen planer om at lave om på den nuværende procedure. Nogle klager over fødested De fleste opdager først, når passet dumper ind ad brevsprækken efter to uger, at de ikke længere er født der, hvor de troede. Derfor accepterer de ændringerne. Men der er også dem, der er villige til at klage og betale selv.




























