Dobbeltdrab: Skudsalver fra Tusindårsskoven var fra hjemmeværnet

Minde. Visne blomster markerer stedet, hvor ægteparret blev dræbt i Tusindårsskoven.
Minde. Visne blomster markerer stedet, hvor ægteparret blev dræbt i Tusindårsskoven.
Lyt til artiklen

Lyden af skudsalver fra Tusindårsskoven i Odense fik i aftes flere årvågne borgere til at alarmere politiet.

Skuddene kom angiveligt fra det område, hvor et ægtepar blev dræbt med 18 skud fra en maskinpistol.

»Vi får tre anmeldelser fra folk, der mener, de har hørt skudsalver, så vi kører ud til området for indkredse det«, siger vagtchefen fra Fyns Politi.

Prøveskød nyt våben
Umiddelbart kunne politiet dog ikke finde spor eller skydevåben i skoven, så i stedet tog betjentene kontakt til en kaptajn fra hjemmeværnet, der opererede på et øvelsesterræn i nærheden.

»Han forklarer, at de har været ved at prøveskyde et nyt våben, så vi antager, at lyden herfra er spredt af nogle særlige vindforhold«, siger vagtchefen.

Video giver politiet nye tip efter dobbeltdrab

Et spor, som politiet stadig arbejder med, er videooptagelser af en mand med sygekassebriller og beige kasket, som blev set i området omkring drabstidspunktet.

Manden er efterlyst, og politiet formoder, at han kan være lokalkendt.

»Vi har fået omkring 40 henvendelser, hvor nogle er mere interessante end andre«, siger vicepolitikommisær Henrik Justesen.

Leder efter lokale

Nogle af henvendelserne betragtes ikke som relevante, da de handler om folk fra andre egne af landet, mens andre navngiver personer fra lokalområdet.

»De er interessante, men der er ikke noget, der tyder på anholdelser lige nu«, siger Henrik Justesen.

Ægteparret blev dræbt 13. april om aftenen, da de gik en tur i Tusindårsskoven.

Astrid Søndberg

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her