Mens nærsynede patienter har ret til behandling inden for en måned, står psykisk syge børn på venteliste i årevis uden at blive undersøgt og behandlet.
Det afslører nye tal. Børnene venter, selv om de har ret til at blive henvist til privathospital, når ventetiden er over to måneder, og selv om der er ledige senge på et privathospital med ekspertise i psykiske sygdomme. Tallene kommer fra Danske Regioner og viser, at 69 børn 1. juli 2010 havde ventet mere end et år på hjælp. Otte af børnene havde ventet mere end to år og to børn mere end tre år. »Det er en katastrofe, som rammer hele familien. Børnenes sygdom bliver værre i ventetiden, nogle bliver selvmordstruede, og forældrene bliver desperate. De må sygemelde sig for at passe deres barn. Mange af dem ender selv med at få en depression«, siger Dorte Nielsen, der er næstformand i Landsforeningen af pårørende til spiseforstyrrede.































