Amagermandens forsvarer: Ophævelse af navneforbud handler kun om at sælge aviser

Lyt til artiklen

Det tjener intet andet end Ekstra Bladets løssalg, når Amagermandens identitet i dag kommer frem.

Det siger den 46-åriges advokat, Jakob Lund Poulsen, efter at tabloidavisen har sat navn på den mand, som politiet mistænker for to drab samt adskillige voldtægter og seksuelle overgreb.

Det er byretten, som har afgjort, at medierne kan kalde den tiltalte ved navn. Årsagen er, at Ekstra Bladet har nedlagt krav om, at retten skal droppe navneforbudet i den meget omtalte sag.

»Jeg har svært ved at se, at ophævelsen af navneforbudet har den store betydning for dækningen af sagen. Men det gør, at Ekstra Bladet kan sælge flere aviser udelukkende af den her grund«, siger Jakob Lund Poulsen.

Højesteret har skabt præcedens
Forsvarer Jakob Lund Poulsen kærede indledningsvist afgørelsen, men trak kæremålet i går, fordi Højesteret i flere sager allerede har skabt præcedens, for at navneforbud kan ophæves i særligt alvorlige sager.

»Byrettens kendelse er i overenstemmelse med den praksis, Højesteret har lagt i sager, hvor der er tale om alvorlige tiltaler. Det kan vi ikke rokke ved«, siger forsvareren.

Anklageskrift mod 'Amagermanden' afslører nye, grusomme detaljer

»Vi må konstatere, at lovgivningen nu engang er, som den er, og som domstolene vælger at fortolke den«, siger Jakob Lund Poulsen.

Familie risikerer at blive genkendt
Han mener, at det offentliggjorte navn udgør et retssikkerhedsmæssigt problem for tiltalte selv, fordi han endnu ikke er dømt, og i princippet fortsat kan blive frikendt.

Men også hans familie risikerer nu uvelkommen opmærksomhed, da den mistænkte har et karakteristisk navn. Umiddelbart findes kun tre i telefonbogen med efternavnet.

Sådan har politiet opklaret serie af drab og voldtægter

»Der er dels hensynet til personen selv, dels hensynet til hele hans familie - ekskone, ekskæreste, børn, forældre og søskende«, siger advokaten, som sender problemet videre til Folketinget.

»Det er jo et spørgsmål, som man må rette til politikerne på Christiansborg: Vil de have, at Ekstra Bladet skal kunne drive kommercielle interesser på den baggrund?«, siger advokaten.

EB: Åbenhed er en fordel for Amagermanden
Ifølge chefredaktør på Ekstra Bladet, Poul Madsen, er det dog snarere hensynet til åbenhed i retssystemet og dermed sigtede selv, som driver værket

»Helt principielt mener vi, at der skal være den størst mulige åbenhed omkring politiets arbejde og omkring hele retsvæsenet i Danmark«, siger Poul Madsen.

Statsadvokaten: Amagermanden er rask nok til fængsel

»Det står alle sig bedst ved, også den anklagede. Alle skal have mulighed for at gennemskue, hvad der foregår, og det kan man kun, hvis man har åbne retssale og så vidt muligt åbenhed omkring navne«.

Hvad skal det hjælpe at skrive hans navn?

»Helt principielt klager vi over alt, hvad vi kan klage over, når der nedlægges navneforbud, fordi vi mener, at offentligheden skal have en kontrolmulighed. I hans tilfælde - lige som i alle mulige andre tilfælde - er et navneforbud både en fordel og en ulempe - der kan jo nu komme oplysninger frem, som vil gavne sagen«, siger Poul Madsen.

Navn sælger aviser

Han afviser samtidig, at Amagermandens familie og andre nære nu er udstillet i en anden grad, end før det karakteristiske navn blev offentligt kendt.

»Alle i deres nærmeste omgangskreds har jo vidst, hvem han er. Det ændrer det her ikke noget på. Den eneste forskel, efter at vi har sat navn og billede på ham, er, at man nu ville kunne genkende ham, hvis han kom ned ad gaden«, siger chefredaktøren, som til gengæld gerne vil være ved, at navnet sælger aviser.

»Der er ikke noget odiøst i, at jeg gerne vil sælge aviser. Folk vil gerne se, hvem han er. Det her handler ikke om, hvorvidt vi skal sælge færre eller flere aviser, men om at vi gerne vil dække den mest spektakulære drabssag, der har været i Danmark i mange, mange år. Det handler trods alt om en mulig seriemorder«, siger han.

LÆS OGSÅ

Andreas Lindqvist

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her