Skriget lød, som om det kom fra bunden af maven. Buldrende op gennem luftrøret og brystkassen. Det måtte være Theresa, tænkte hendes mor og smed den lille plastikkande med det vand, grisene skulle have haft, fra sig. Hun løb gennem det høje græs, mellem kokospalmerne, tilbage til huset. Skrigene blev ved, i korte stød. Så lange. Højere og højere. Theresas mor var tæt på at snuble over det lille ildsted, hvor risen og tørfisken var ved at være klar til morgenmaden. Hun nåede det lille udhæng med palmeblade foran huset.
LÆS 1. Kapitel Den lille prinsesse kom til Danmark
Det var Joeys navn, Theresa skreg.
Theresas fætter Jerome stod der allerede. Helt stille, naglet til den hårdtbankede lerjord.
Theresa greb med begge sine hænder om dørkarmen, hendes øjne var vidt åbne, tårerne piblede ned ad hendes kinder. Som om hun var blevet forhekset af en ond ånd, der gjorde hende sindssyg, tænkte Jerome.
Theresa holdt op med at holde fast. Gled langsomt ned på gulvet og krummede sig sammen, mens hun skærmede sin lille, spændte mave med hænderne. Hun var i femte måned.
’Most Wanted’ Fjernsynet var tændt. På skærmen var der et kornet pasfoto af Joey. Under billedet stod der med fede, hvide bogstaver: ’Most Wanted’.






























