Amagermandens skolekammerat: Politiet spurgte, om jeg skulle have briller

Lyt til artiklen

Da liget af den 40-årige lærer Lene Buchardt Rasmussen i 1990 blev fundet, undrede en mand sig.

Omkring stedet i Fasanskoven på Amager, hvor liget var blevet fundet, havde han set en person opføre sig »mistænkeligt« samme dag, som kvinden menes at være blevet dræbt:

»Da han ser mig, vender han sig om, som om han har noget at skjule«, siger vidnet, der så dette optrin på sin cykeltur rundt i Amager Fælled for 21 år siden.

Efter lidt tid mødte vidnet Amagermanden, alias MLH, på cykel på vej væk fra området. Han genkendte MLH, fordi de to havde gået i skole sammen.

Vidnet tænkte ikke videre over de to møder, før han hørte om drabet på den 40-årige lærerinde i tv.

»Jeg tænker: Ej, hvor ulækkert, det er der, jeg lige har været«, siger manden i dag i Københavns Byret, hvor den person, han dengang genkendte, MLH, sidder anklaget for to drab og voldtægt af otte kvinder.

Tvivl om køn
Vidnet fortalte dengang om sin observationer til sin kone og besluttede at kontakte politiet - lige så meget for at sikre sig, at han ikke selv blev mistænkt for drabet. Men også fordi personen i skoven havde opført sig mistænkeligt.

Men da vidnet ringede til politiet, nåede han aldrig at forklare, at han havde set MLH. Han lagde ud med at forklare, at han ved første øjekast i skoven ikke kunne sige kønnet på personen, der havde vendt ham ryggen.

»Jeg kunne ikke engang sige, om det var en mand eller kvinde, og så spurgte han, om jeg ikke skulle have briller. Det, syntes jeg, var noget underligt noget at spørge om«, forklarer vidnet i retten.

Vidne nåede ikke at forklare sig
Han nåede altså ikke at fortælle politiet, at han lidt senere genkendte MLH tæt på gerningsstedet. Han lagde røret på i irritation over politimanden.

Hans forklaring blev ikke skrevet ned, og han blev ikke indkaldt til yderligere afhøring.

Vidnet kan i dag ikke sige, hvorvidt den mistænkelige person, han så inde i skoven, var MLH.

Men vidneforklaringen er interessant, fordi den - udover sna-sporet fra den dræbtes tøj - er det eneste, der forbinder MLH til gerningsstedet.

I et forsøg på at skabe usikkerhed om vidnets forklaring, spørger MLH's forsvarsadvokat i dag ekstra til, om han er sikker på, at det var MLH, han dengang så cykle væk fra skoven - det var jo mange år siden, de havde gået på samme skole. Det er han sikker på, svarer han.

LÆS MERE

Bevis: Amagermanden var hjemme hos voldtægtsoffer

Også den dræbte kvindes daværende kæreste kommer ind i retssalen og sætter sig i vidneskranken få meter fra den mistænkte gerningsmand.

De to havde boet sammen fire år op til drabet.

Skoletasken var der

Kæresten fortæller, at han dengang kom hjem klokken 17.30, hvor hun ikke var hjemme. Men det så dog ud, som om den dræbte kvinde havde været hjemme efter arbejde, men var gået igen. Køleskabet var fyldt op med varer, og kvindens skoletaske stod der.

I løbet af aftenen blev kæresten mere og mere urolig. Kvindens fuglekikkert var væk, og hendes cykel stod ikke i kælderen. Han kontaktede derfor politiet, og dagen efter hendes forsvinden blev der sat en stor eftersøgning i gang.

LÆS OGSÅ Nyt offer for Amagermanden melder sig

Et andet vidne er også blevet afhørt. Hun arbejdede sammen med den dræbte kvinde i en skole- og fritidsordning. I retten fortæller hun, at det var godt vejr den septemberdag i 1990.

Vidnet talte med den dræbte kvinde, inden hun forlod skolen klokken 15. Det sidste husker hun ikke i dag, men det var det, hun forklarede i 1990, og det bekræfter hun i dag.

FACEBOOK

Annelise Hartmann Eskesen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her