Det lykkedes ikke forsvarer Jakob Lund Poulsen at overbevise dommere og nævninge om, at Amagermanden Marcel Lychau Hansen skulle have en tidsbestemt fængselsstraf.
I stedet sendte de ham i fængsel på livstid, men alligevel er Jakob Lund Poulsen afklaret og tilfreds med sagens forløb.
»På baggrund af den forbrydelse, som Marcel Hansen er dømt for, er straffen ikke usædvanlig«, siger han til TV 2 News.
Kun frikendt for et enkelt forhold
Hans klient har hele tiden nægtet sig skyldig, men de tre dommere og seks nævninge fandt det bevist, at han står bag to drab og seks grove voldtægter begået over en periode på 23 år.
Kun i et enkelt forhold gik han fri - et seksuelt overgreb på en kvinde i Vangede i 2007.
Jakob Lund Poulsen mener, at retssagen alt i alt er foregået, som det sig hør og bør den store medieopmærksomhed taget i betragtning.
»Forløbet i retten har været meget værdigt. Det har bekræftet den retssikkerhed, der gælder for tiltalte, og jeg synes, at pressen har haft mulighed for at dække sagen på en god måde«, siger Jakob Lund Poulsen, der ellers tidligere har kritiseret pressens dækning af sagen i forbindelse med efterforskningen.
Anklager er tilfreds
Hos anklagemyndigheden er der ikke overraskende udbredt tilfredshed med, at kravet om livstid blev imødekommet.
»Vi kan ikke være andet end tilfredse. Dommen ligger helt i tråd med den praksis, som Højesteret har fastlagt, når der er tale om to af hinanden uafhængige drab«, siger den ene af de to anklagere i sagen, Marie Tullin, til TV 2 News.
»Sagen er gået godt, og i det store hele forløbet, sådan som vi havde rejst tiltale. Vi er tilfredse med både skyldskendelsen og sanktionen«, siger hun.
Det er Amagermanden dømt for:
- I at have kvalt 73-årige Edith Louise Andrup i Valby i 1987.
- I at have kvalt og forsøgt at voldtage 40-årige Lene Buchardt Rasmussen i Fasanskoven på Amager i 1990.
- I at have voldtaget tre piger og en ung kvinde i en villa på Amager i 1995.
- I at have voldtaget en 24-årigkvinde på et kollegium på Amager i 2005
- Og i at have voldtaget en 17-årig pige i en haveforening på Amager i 2010.
- Og endelig i forbindelse med flere af sagerne at have begået røveri samt et forsøg på brandstiftelse af særlig farlig karakter.




























