Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Ældres ulykkelige liv er stærkt overdrevet

boliger. Ældre vil helst blive boende i deres egen bolig. Men der må gerne være flere penge til at ombygning for at  gøre den bedre egnet til ældre beboere.
boliger. Ældre vil helst blive boende i deres egen bolig. Men der må gerne være flere penge til at ombygning for at gøre den bedre egnet til ældre beboere.
Lyt til artiklen

Vi skal væk fra tanken om ældre som ensomme, ubehjælpelige stakler, der vil få det meget bedre, hvis de hurtigst muligt kommer i ældrebolig eller på plejehjem. Nutidens og fremtidens ældre er i bedre form både fysisk og socialt end gamle i tidligere generationer, og det skal samfundet indrette sig på. Opsangen kommer fra Ældre Sagens direktør, Bjarne Hastrup, som reaktion på en ny analyse, der dokumenterer, at langt de fleste ældre er lykkelige, hvis de får lov at blive gamle i deres eget hjem. De vil langt hellere have en bedre privatøkonomi end en bedre bolig, viser undersøgelsen, som er fra Boligøkonomisk Videnscenter. »En 70-årig i dag har helbred og fysik, som en 60-årig havde for få årtier siden«, siger Bjarne Hastrup. Afgørende betydning Et af undersøgelsens resultater er, at over 80 procent af ældre i alderen 70 til 90 år er meget tilfredse med at både deres bolig og dens beliggenhed. Blot 1 procent kalder sig meget utilfreds. Det resultat bør få afgørende betydning for, hvordan samfundet fremover ser på ældre, mener Bjarne Hastrup.

LÆS OGSÅ Ældre vil blive i eget hjem

»Man kan let blive skræmt på samfundets vegne, når man ser, hvor mange flere ældre der vil være i 2050. Men det er helt forkert. Til den tid vil folk først komme på folkepension, når de er 71,5 år, og de kan meget vel være i så god form, at de fortsat kan arbejde på nedsat tid hjemmefra – i deres egne boliger«, siger Bjarne Hastrup.

Han peger på, at den nye viden falder godt i tråd med tidligere undersøgelser. Ifølge SFI-undersøgelser er kun 6 procent af kvinder og 3 procent mænd i 80-års alderen ensomme.

En myte
Og i Ældre Sagens egne undersøgelser ønsker blot 8 procent at blive gamle i et bofællesskab.

»Det er virkelig ikke ret mange, og det må man tage alvorligt. Det skal ikke være af sociale hensyn, at man presser folk til at flytte i ældreboliger«, siger Bjarne Hastrup.

Resultaternes klarhed overrasker også forskerne bag undersøgelsen: »De ældre er mere aktive, end vi havde forventet. Den med, at de sidder alene og forladt i deres hjem og ønsker sig noget andet, er en myte«, siger boligøkonom Curt Liliegreen, leder af Boligøkonomisk Videnscenter. Hvad der også overrasker forskerne er, at mange sætter en bedre privatøkonomi højere end en bedre bolig. 24 procent svarer, at 1.000 kroner mere om måneden ville have stor betydning for dem, mens kun 3 procent ville sætte lige så stor pris på en bedre bolig til højere husleje. Stor friværdi »I betragtning af at mange ældre har stor friværdi i boligen, handler det formentlig mest om, at de ikke regner friværdien som likvide midler, de kan bruge af«, siger Curt Liliegreen. Den antagelse underbygges af, at tidligere undersøgelser fra Finansministeriet har vist, at ældre er den aldersgruppe i befolkningen, hvor færrest er i lavindkomstgruppen og dermed tjener mindre end 50 procent af medianindkomsten. Og at mange har adgang til formueforbrug. Den nye undersøgelse viser dog også, at mange har besvær med trapper, og mange er bange for at falde i hjemmet. Det er imidlertid ikke en frygt, der får dem til at ønske sig en ældrebolig. »Man kan godt være træt af trappen, men andre ting er mere væsentlige. Folk vil ikke flytte, når det kommer til stykket«, siger Curt Liliegreen. Løbet kørt Trods det store flertals kærlighed til egen bolig vil der blive behov for flere plejehjemsboliger i de kommende år. Det skyldes, at der kommer flere plejekrævende demente og flere psykisk syge ældre. Men på baggrund af undersøgelsens resultater må man flytte fokus fra at få flere over i ældreboliger og over på at hjælpe flere til at få en bedre alderdom i deres eget hjem, mener boligøkonomen: »Nytten ved at bygge flere nye ældreboliger vil være beskeden i forhold til at sætte ind over for helbredsområdet og økonomien. Uanset om vi bygger flere ældreboliger, er løbet kørt: Folk ønsker selv at blive ældre i deres egne boliger. Det er et spørgsmål om at indrette de eksisterende boliger efter det«, siger Curt Liliegreen. Det kan for eksempel være at flytte sengen ned i stueetagen og sørge for, at bevægelsessensorer automatisk tænder lyset på badeværelset. Det kan også være at få ændret på haven, så den er mindre krævende. Hjælp til ombygning En løsning kunne være at lade folk selv betale for ombygningerne. De danskere, der er på vej på pension i de kommende år, har nemlig markant bedre privatøkonomi end foregående generationer, påpeger Ældre Sagen. Mange af pengene er imidlertid bundet i pensionsopsparinger.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her