Efter et fem timers langt grundlovsforhør i retten i Hjørring er yderligere to personer fængslet i børnemisbrugssagen fra Hirthals, hvor en 26-årig mor til fire i forvejen sidder fængslet. Det oplyser DR Nordjylland. De to nye fængslede er en 30-årig kvinde og en 33-årig mand, som begge blev idømt tre ugers varetægtsfængsling. De er sigtet for medvirken, og kærede begge byrettens afgørelse til Landsretten.
Rabat på fængsling
Netop Landsretten har behandlet en kære fra den 26-årige hovedmistænkte, der blev fængslet for fire uger i går. Landsretten har valgt at nedsætte kvindens oprindelige fire ugers fængsling fra byretten med en uge, så hun som de to andre skal sidde fængslet frem til den 2. februar, fortæller DR Nordjylland.



























