Danske kirkebrugere kan godt forberede sig på færre hænder til at passe landets kirkegårde, sogneregnskaber og uddeling af salmebøger ved søndagsgudstjenesten – og på, at de fremover måske skal køre til nabobyen for at finde en kirke med babysalmesang eller bibelkreds. Folkekirken er nemlig havnet i en økonomisk situation, der gør det nødvendigt at skære i antallet af medarbejdere og kirker.
Det forventer biskopperne. I en rundspørge blandt landets ti biskopper, hvoraf syv har svaret, siger alle, at de forudser, at der skal skæres i antallet af medarbejdere i deres stift i løbet af de næste fem år. Nogle biskopper tror, at stiftet kan nøjes med omstruktureringer, andre regner med fyringer. »Vi mangler at skære cirka en præstestilling mere, og så kan også medarbejdere omkring kirken blive berørt. Men jeg håber stadig, at det lykkes os at få liv i gløderne. Jeg har ikke opgivet at få liv i kirkerne«, siger Steen Skovsgaard, biskop i Lolland-Falster Stift.


























