Udlændinge skal bestå en ny prøve i dansk kultur, samfundsforhold og historie for at blive danske statsborgere.
Og det er helt rimeligt, argumenterer integrationsminister Rikke Hvilshøj (v). »Det handler ikke om at få folk til at snuble på deres vej til dansk statsborgerskab. Det handler om, at vi synes, det er fair, at når man gerne vil skifte sit statsborgerskab og blive dansk statsborger, at man så også ved lidt - og viser, at man ved lidt om - hvad det er for et samfund, man bliver statsborger i,« siger Rikke Hvilshøj. Tid til forberedelse Integrationsministeren kalder prøven for et oprigtigt ønske om at give folk en chance for at lære Danmarks kultur og historie at kende. Og hun kan ikke se, at prøven skulle være for svær. »Det handler jo heller ikke om at stoppe folk på gaden og sige: Du skal svare nu, eller også får du ikke statsborgerskabet. Dels har vi lavet en lærebog, og vi har jo helt bevidst lagt spørgsmålsbanken åbent ud. Det handler ikke om, at du møder op og er totalt blank for, hvad du kan blive spurgt om. Vi giver folk alle chancer for at forberede sig til det her«, siger Rikke Hvilshøj. Handler ikke om paratviden Kritikere har svært ved at se, hvorfor udlændinge skal testes i paratviden om alt fra Danmarks areal til folketingsvalg i 1973.



























