Den udskældte grønlænderafdeling i Herstedvester Fængsel vil være fortid om seks år.
Det er et af resultaterne af den retsvæsensreform, som Grønland efter 20 års debat langt om længe har fået på plads med Justitsministeriet.
Danmark har ansvaret for justitsvæsen, udenrigspolitik og forsvar i rigsfællesskabets nordligste bastion, og både grønlandske og danske meningsdannere har i årevis skældt den danske regering ud for ikke at sikre grønlændernes retssikkerhed.
»Danmark har blandt andet svigtet, når det gælder de lange ventelister til anstaltsanbringelse, ingen uddannelse til bisiddere, ingen nyuddannede kredsdommere i Grønland, simpelthen et retssystem i Grønland, som er tyve år forældet«, siger den øverst politisk ansvarlige for området i Grønland, landsstyremedlem for familie- og justitsvæsen Aleqa Hammond, til Politiken.dk.
Lukket anstalt endelig en realitet
Blandt retsvæsensreformens mange tiltag er det måske vigtigste, at Grønland får sin første lukkede anstalt, som vil blive bygget fra grunden i Nuuk. Den står færdig senest i 2013, og får plads til 20 indsatte.
Hidtil er alle grønlændere, der er dømt for så grov kriminalitet, at de skal afsone under lukkede forhold, blevet fløjet til Danmark og indsat i Grønlænderafdelingen i Herstedvester Fængsel, hvor de sidder på ubestemt tid.
Regeringen har hidtil afvist at ændre på ordningen med at sende farlige grønlandske kriminelle til Danmark, og det har været skarpt kritiseret for at være umenneskeligt overfor fangerne, som dermed både bliver landsforvist og spærret inde.
Grønlændere bliver dobbelt straffet
Derfor er landsstyremedlemmet for familie- og justitsvæsen Aleqa Hammond godt tilfreds med, at et lukket fængsel i Grønland nu er en realitet om seks års tid.
»For det første får de en straf, men at de oveni skal miste deres sprog, deres kultur, og landet de bor i, det er en ekstra straf oveni«, siger Aleqa Hammond, som går ud fra, at de grønlandske fanger i Herstedvester overflyttes til deres fødeø, straks den lukkede anstalt i Nuuk står færdig.
Et andet vigtigt element i retsvæsensreformen bliver at få bygget og udvidet åbne anstalter, så de lange ventelister på afsoning i de åbne anstalter kan nedbringes. Det sker blandt andet med en midlertidig anstalt i Kangerlussuaq (tidligere Sdr. Strømfjord, red.) med plads til 60 personer.
Direktoratet for familie- og justitsvæsen i Nuuk vurderer, at aftalen kommer til at koste Danmark 200 millioner kroner.
Reformen af retvæsenet i Grønland begynder, når en ny kriminal- og retsplejelov træder i kraft, sandsynligvis 1.juli 2008, men den midlertidige anstalt i Kangerlussuaq kan modtage sine første indsatte allerede senere i år.
fortsæt med at læse




























