Våbenekspert: Svensk terrortiltalts maskinpistol var svær at få til at virke

Lyt til artiklen

Pistolen var god nok. Men maskinpistolen var noget værre skrammel.

Det konkluderede de eksperter, der har undersøgt fire terrortiltalte mænds medbragte skydevåben.

Mændene er tiltalt for at forberede et angreb mod JP/Politikens Hus i København og var bevæbnede, da Politiets Efterretningstjeneste pågreb dem kort efter jul 2010.

Gruppen havde medbragt rigeligt med patroner og to skydevåben.

Det ene var en mærkværdig maskinpistol, der ifølge våbeneksperten fra Kriminalteknisk Center forekommer at være hjemmelavet et eller andet sted.

LÆS OGSÅ Tiltalt erkendte terrorplaner over for svensk politi

Den duede og kunne sagtens affyre byger af projektiler. Men den kunne også sagtens gøre knuder, afslørede politiets prøveskydning af våbnet.

Hvert tiende patronhylster havde det med at sætte sig fast i løbet. Og blev maskinpistolen brugt til enkeltskud, så var det om at holde godt fast i magasinet - ellers ville det simpelthen dratte ud.

Lyddæmper forbedrede effektiviteten
Først når den hjemmelavede lyddæmper blev skruet på våbnet, var der en vis succes. Så kunne det affyre skudsalver på mellem tre og ti skud ad gangen.

»Den kan skyde, men det er ikke et godt våben, konkluderede våbeneksperten i retssalen.

Den blev fundet skjult i en rygsæk i en svensk lejebil, en Toyota Avensis, der 28. december 2010 kørte tre svenske mænd fra Stockholm til København, hvor de rykkede ind i en lejlighed, gruppens fjerdemand - der var stået af bilen inden ankomsten til Danmark - havde lejet.

LÆS MERE

De tiltalte: Charmøren, afhopperen, misbrugeren og den psykisk syge

Nogle timer senere trængte politiet ind og anholdt mændene. De fandt pistolen under den ene mands madras.

Nøje overvåget af Säpo
Anholdelserne afslørede, at gruppen var blevet overvåget gennem længere tid. Det svenske sikkerhedspoliti Säpo begyndte at aflytte og skygge medlemmerne i efteråret 2010.

Fra begyndelsen af december var de under konstant overvågning, afslørede et vidne i retten.

Hun var leder af aktionen, der havde kodenavnet Aqua. Der var tale om en særdeles tæt overvågning.

LÆS MERE

Aflytning: Terrortiltalte frygtede at blive omringet på 20 minutter

Blandt andet var politibetjente posteret ganske få meter fra døren ind til SZ, en af hovedmændenes lejlighed på Frihetsvägen i Järfalla ved Stockholm.

Der var tilsyneladende også andre overvågningsmidler, fremgik det af hendes forklaring. Hun ville ikke selv afsløre, hvad de bestod i, da hun berettede om overvågningerne i retten i Glostrup.

Mistænkte så ikke deres skygger
Betjentene blev tilsyneladende ikke opdaget af de fire mænd, der i dag er tiltalt for at forberede terror.

»Har der været tilfælde, hvor observanterne er blevet afdækket af objekterne? Er I blevet opdaget?«, ville Thorkild Høyer, der er forsvarer for MA, vide.

»Det må du næsten spørge de tiltalte om«, svarede den svenske politibetjent.

»Nu er det dig, der er i vidneskranken«, fortsatte advokaten.

»Det aner jeg intet om«, replicerede vidnet.

»Men har du læst rapporter, hvor det blev konstateret, at I var blevet afdækket?«, spurgte Høyer.

»Nej«, lød svaret fra kvinden.

Tegneforbud i retten

Inden hendes vidneudsagn havde dommeren forbudt de tilstedeværende journalister at tegne hende - hvilket sædvanligvis er tilladt i retssalene.

Begrundelsen er den »særlige tjenestefunktion«, hun har i det svenske politi.

Retten i Glostrup har igennem flere retsmøder hørt, hvordan de tiltalte ifølge anklageren forberedte en aktion i Danmark - en anklage, de nægter sig skyldige i.

LÆS ARTIKEL Aflytninger: »Dræb så mange af de mennesker, du finder«

Under varetægtsfængslingen har politiet fundet lister over medlemmer af Dansk Folkeparti - heriblandt et folketingsmedlem - i mandens celle i Helsingør Arrest, hvor han også havde nedskrevet en bombeopskrift og gemt artikler om al-Qaeda, Osama bin Laden og manden bag terrorangrebene mod USA 11. september 2001, Khalid Sheik.

En af de tiltalte har erkendt, at han medbragte våbnene.

Men det gjorde han kun for at få dem repareret i København, har han forklaret. Turen til København skete samtidigt for at nyde nytårsfestlighederne: Byens fyrværkeriet er berømt, fortalte manden i retten.

LÆS ARTIKEL

Terrortiltalt: Jeg kom til København, fordi jeres fyrværkeri er berømt

Der er procedure i sagen i slutningen af maj. Dommen ventes at falde i begyndelsen af juni.

FACEBOOK

Søren Astrup

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her