Menighedsrådet i Stefanskirken på Nørrebro i København mødes ekstraordinært i eftermiddag for at tage stilling til, hvordan man forholder sig til, at 10 iranerne er flyttet ind i kirken.
»Vi har endnu ikke besluttet, hvad der skal ske«, siger menighedsrådsformand Steffen Morild til Ritzau.
Iranerne har overnattet i kirken, som de flyttede ind i onsdag. Alt er formiddag fredeligt i og omkring kirken, og de kirkelige handlinger foregår som normalt.
LÆS OGSÅ Sultestrejkende iranere indtager kirke på Nørrebro
I protest mod tilværelsen i asylcentrene har de 10 tilsluttet sig en sultestrejke, som flere end 60 iranere og syrere landet over de seneste uger har deltaget i.
»Vi håber selvfølgelig, at vi får lov til at blive. Målet er, at vi får en afklaring på vores liv«, siger 30-årige Amir Hossein Shaidi Asl, der har været i Danmark i syv år og boet på flere forskellige asylcentre.
Frygter forfølgelse
Sognepræst Pernille Østrem tog imod de 10 kristne iranere, der frygter forfølgelse, hvis de bliver sendt hjem.
Socialdemokraternes kirkeordfører, Karen Klint, ønsker ikke at forholde sig til situationen i Stefanskirken.
Partiets udlændinge- og integrationsordfører, Jacob Bjerregaard, mener, at situationen er ulykkelig, men at det er en sag mellem de mennesker, der har banket på kirkedøren og kirkens præst og menighedsråd.
»Det tilkommer ikke mig som politiker at blande mig i, hvad kirken skal gøre eller ej. Hvis den pågældende kirke har vurderet, at de mennesker skal have husly nogle dage, så vil jeg ikke blande mig i det«, siger han.
LÆS OGSÅ Sultestrejkende iraner: Jeg er bange for at blive henrettet
Han opfordrer derimod asylansøgerne til at stoppe deres sultestrejke.
»Jeg synes, man skal lade være med at sultestrejke. Det tager jeg afstand fra. Der kommer ikke noget godt ud af det«, siger han.
Det er ikke første gang, at afviste asylansøgere søger hjælp i danske kirker.
I maj 2009 flyttede 60-70 irakere ind i Brorsons Kirke på Nørrebro, hvor de i de næste måneder boede i krypten under kirken. Det skete som følge af, at den tidligere regering og Irak indgik en aftale om, at 282 afviste irakiske asylansøgere, der ikke frivilligt ville rejse hjem, kunne tvangsudsendes.
Røde Kors: Vi er bange for, at det løber løbskMidt om natten den 13. august ryddede politiet kirken.
Dagen efter gik op mod 20.000 mennesker i demonstrationstog fra kirken til Christiansborg. Fra begyndelsen af september blev irakerne løbende sendt ud af Danmark.
ritzau
fortsæt med at læse




























