Fra i dag skal passagererne på stort set alle S-togs-strækninger i København vente længere.
Årsagen er renoveringer og konstruktioner, og det er især Køge Bugt-strækningen, der bliver ramt. Her blev der senest lavet omfattende sporarbejde i 2007. Pendlertalsmand for strækningen og byrådsmedlem for Venstre i Greve, Jan Wammen Dam, mener, at man burde have renoveret dengang. »Og så er der det her med, at det ikke bare starter i sommerferien, men allerede 11. juni, og kører helt frem til august. Der er min holdning, at det er ærgerligt, at det også rammer folk der. DSB siger, at det er sommerferie, men det er jo de færreste, der holder sommerferie fra 11. juni af«, siger han.






























