Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Tilsynsførende om motion i arbejdstiden: »Vi havde det skidesjovt«

Lyt til artiklen

Sidste forår var Berit Guldbrandsen med blandt en lille gruppe ansatte i Københavns Kommunes Rengøringsservice, der var udvalgt til to gange om ugen at lave gymnastik midt i arbejdstiden. »Men det var altså frivillig tvang, vil jeg sige. I hvert fald for mig, for gymnastik og sådan noget siger mig ikke spor«, fortæller Berit Guldbrandsen i en pause fra sit arbejde i Rengøringsservice i Valby, hvor hun er tilsynsførende. Sammen med nogle kolleger fra rengøringssektoren i København var hun med i et tiugers pilotprojekt, hvor de ansatte blev sendt til gymnastik to gange om ugen.

LÆS OGSÅ Sosu'er skal motionere på jobbet

Indledende skepsis I begyndelsen var Berit Guldbrandsen ikke meget for det, men hendes indledende skepsis blev hurtigt afløst af begejstring, da hun først kom i gang med træningen. »Vi lærte en masse om, hvordan vi kan udføre vores arbejde bedre. Hvordan man kan udføre bevægelser, løfte og sådan nogle ting. Så jeg fandt ud af, at selv om man har gjort rent i mange år, render de fleste rundt og laver en masse forkerte bevægelser hver dag«, siger hun og tilføjer: »Og så havde vi det skidesjovt sammen, ikke mindst fordi vi kunne grine lidt. De fleste af os så jo ret morsomme ud, når vi lå og lavede de der øvelser«. Styrke og gode arbejdsstillinger Medarbejderne i Rengøringsservice udførte et træningsprogram, som både skulle forbedre deres styrke, kondition og balance – alt sammen med det formål at modvirke nedslidning og forbedre medarbejdernes generelle sundhed. Samtidig blev de ansatte undervist i gode arbejdsstillinger. Især det sidste har Berit Guldbrandsen taget til sig, fortæller hun, mens hun sorterer mopper og klude, der ligger i en stor vasketøjskurv. »Før i tiden stod jeg altid bare og lænede mig ned med bøjet ryg. Nu bøjer jeg altid i benene, så jeg ikke belaster ryggen«, siger hun, mens en gigantisk industritørretumbler kører rundt i baggrunden. »Tidligere havde jeg ofte lidt ondt nederst i ryggen, men sådan er det ikke længere«. En foreløbig evaluering af projektet i Rengøringsservice viser, at træningen var en succes. Sygefraværet faldt, og medarbejderne var glade for den fysiske træning og de gode råd til sunde arbejdsstillinger. Nu vil sundheds- og omsorgsborgmester Ninna Thomsen udbrede princippet til alt plejepersonale i Københavns Kommune.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her