Undersøgelsen af drengeomskæring, som statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) barsler med i løbet af efteråret, bør være mere vidtgående, end regeringen lægger op til. Sådan lyder reaktionen fra sundhedsordfører i Dansk Folkeparti Liselott Blixt, efter at regeringen for første gang varsler konkrete initiativer mod den tvivlsomme kontrol med forholdene under drengeomskæringer og af, om Sundhedsstyrelsens regler bliver fulgt i praksis. Blixt hilser undersøgelsen velkommen, men understreger, at den skal være omfattende og inddrage en række af de sundhedsmæssige spørgsmål, der blev rejst i sommerens debat om omskæring. Ifølge partiet kan man ikke som udgangspunkt sige, at fordi en tradition er et par tusind år gammel, skal den have lov til at fortsætte.
LÆS OGSÅ Regeringen vil sikre kontrol med omskæringer
»Vi har sagt, at vi vil ikke tage nogen beslutning, før vi har noget at gå ud fra. Det bliver vi nødt til at have, og derfor skal det klarlægges«, siger Blixt. Hun nævner, at det bør inddrages, hvem der udfører indgrebet, hvordan det bliver gjort, hvor gamle de omskårne er, samt hvordan tilsynet fungerer.
»Det skal undersøges, hvad det er for skader, indgrebet påfører folk fysisk og psykisk. Jeg har fået breve fra mænd, der er blevet omskåret og stadig lider under det som voksne. Samt den etiske problemstilling, det er, at man ikke giver folk et valg. Det er ikke noget, de selv kan vælge til eller fra. Det bliver vi også nødt til at belyse«, siger hun.
Thornings melding kommer efter Politikens afdækning af, at kontrollen med omskæringer ofte er mangelfuld. Ved omskæringer foretaget privat kontrollerer sundhedsmyndighederne ikke, om lægen er til stede, som Sundhedsstyrelsens regler tilsiger. Derfor har styrelsen ingen indsigt i, om omskæringerne udføres korrekt.
Regeringen lægger kun op til at kortlægge, om omskæringerne foregår efter reglerne.
Håber på forbud
Også uden for Christiansborg modtages meldingen med optimisme.



























