Det får ingen umiddelbare konsekvenser for de 38 udlændinge, der lever på tålt ophold, hvis de undlader at melde sig på asylcentret Sandholm, som de ellers er forpligtet til. Efter at Højesteret i juni afgjorde, at det er i strid med menneskerettighedskonventionen, at den udvisningsdømte iraner Elias Karkavandi skulle bo og overnatte i Center Sandholm, har politiet nemlig ændret praksis. Det fortæller Nanna Flindt Grønning fra Nationalt Udlændingecenter, der hører under Rigspolitiet. »Siden midten af juni har vi ikke anmeldt de her overtrædelser til Nordsjællands Politi«, siger hun med henvisning til, at alle sager om manglende meldepligt i Center Sandholm hører til i den nordsjællandske politikreds.
LÆS OGSÅ Iraner på tålt ophold: Jeg har også rettigheder
»For det er klart, at den her dom har nogle konsekvenser. Både i forhold til, hvor man kan pålægge de pågældende at tage ophold i asylcentre, og hvor ofte man kan forlange, at de melder sig. Så vi skal have nogle nye retningslinjer for, hvordan vi skal gribe det an, og derfor har vi altså stoppet de her anmeldelser«.
»Vakuumperiode«
Efter højesteretsdommen forklarede justitsminister Morten Bødskov (S), at han vil lade sine embedsmænd analysere dommen.
Det forventes færdiggjort engang i efteråret, og først derefter vil Udlændingestyrelsen gennemgå de enkelte 38 sager for at se, hvor og hvordan procedurerne skal ændres. Men i Rigspolitiet har man altså på eget initiativ ændret praksis, siger Nanna Flindt Grønning.




























