Når Ekstra Bladets chefredaktør Poul Madsen i dag skal vidne for Skattesagskommissionen, vil hans tolkning af princippet om kildebeskyttelse have ændret sig fundamentalt siden sidste år. Under overskriften ’Sandheden skal frem – også selv om vi risikerer at komme i fængsel’ skrev chefredaktøren i går i en leder, at han og bladets journalist Jan Kjærgaard vil give deres bidrag til, at hele sandheden kommer frem. Men piben har fået en anden lyd siden 14. september i fjor, dagen før folketingsvalget. Politiken havde dengang fået et troværdigt tip om, at Ekstra Bladet i efteråret 2010 havde ligget i forhandlinger med tidligere skatteminister Troels Lund Poulsens (V) spindoktor, Peter Arnfeldt, om at få udleveret dele af den ni sider lange afgørelse fra Skat København. Historien faldt dengang på, at den ikke kunne bekræftes af to kilder.
Poul Madsen dengang: Jeg har ingen kommentarer
Dengang sagde Poul Madsen: »Jeg har ikke nogen kommentarer til det, for jeg kommenterer ikke på de oplysninger, vi i givet fald får i en journalistisk proces. Det forhold, der er mellem Ekstra Bladets journalister og kilderne, er ikke noget, jeg på nogen måde udtaler mig om. Så du kan hverken udlægge, at det skulle være rigtigt eller forkert. Det er simpelthen et princip, jeg har, at vi taler ikke om processen. Vores kilder skal kunne tale med os, uden at jeg eller andre begynder at udlægge teksten offentligt«.
Det princip er der ikke ændret på, siger Poul Madsen i dag, selv om han altså skal bruge dagen på at forklare Skattesagskommissionen så detaljeret som muligt om den journalistiske proces fra 2010. Skattesagen skilte sig ud fra normen, mener han og henviser til redegørelserne fra skattedirektør Erling Andersen og tidligere departementschef Peter Loft.
Ekstra Bladet: Vi har slettet spindoktorbevis i Thorning-familiens skattesag »Der kunne vi jo se, at den sammenhæng, vi var blevet brugt i, var et forsøg på manipulation. Derfor brød vi princippet og fortalte historien om det 4. december sidste år«, siger Poul Madsen. Men du udtrykte dig meget principielt i vores samtale i september sidste år? »Jeg har stadigvæk fuldstændig samme principielle holdning. Men den vigtigste holdning er, at Ekstra Bladet ikke er sat i verden for at dække over magtmisbrug. Vi mener, der var tale om magtmisbrug her. Derfor måtte det andet princip træde i baggrunden i den her sag. Vi er ikke sat i verden for, at magthavere kan udnytte og misbruge kildebeskyttelsen til at dække over deres beskidte arbejde«.



























