Opklaringen af, hvem der ulovligt lækkede Thorning-familiens skattepapirer umiddelbart før sidste valg, bliver op ad bakke. Ifølge Politikens oplysninger har Ekstra Bladet meddelt undersøgelseskommissionen, der i dag indleder afhøringerne i det, som kan blive den største politiske skandale siden tamilsagen, at avisen har slettet nogle afgørende bånd med den daværende skatteministers spindoktor, Peter Arnfeldt. Kommissionen skal i dag afhøre den journalist fra Ekstra Bladet, som Peter Arnfeldt angiveligt skulle have tilbudt at vise dele af den hemmelige afgørelse i skattesagen mod Helle Thorning-Schmidts (S) britiske mand.
LÆS ARTIKEL Ekstra Bladet klar til at lægge alle kort på bordet i skattesag
Men da journalisten ifølge hans egen forklaring ikke måtte se hele afgørelsen, kom der aldrig en artikel ud af dialogen i 2010 med spindoktoren for daværende skatteminister Troels Lund Poulsen (V). Året efter dukkede skatteafgørelse op i dagbladet BT. Og i december 2011 afslørede Ekstra Bladet Arnfeldt som avisens egen kilde. Journalistens notesblok og hukommelse Ekstra Bladet kan imidlertid kun redegøre for samtalerne ved hjælp af journalistens notesblok og hukommelse.




























