Selv er Sifat Khaja overbevist om, at Afghanistan bliver hans død. Hvis ikke på grund af de opiumssmuglere, der var årsag til hans families flugt, så fordi landets oprørsgrupper er berygtede for at slå hårdt ned på hjemvendte flygtninge, der har søgt asyl i Vesten. »Afghanistan er et skrøbeligt land i en meget svær situation, og jeg ved ærlig talt ikke, hvordan man lever der«, siger han. Siden 16-årige Sifat Khaja blev stoppet af Sydsjællands Politi en kold dag i januar sidste år, er han gentagne gange blevet bedt om at forklare, hvorfor han har søgt asyl i Danmark uden sin familie. Først hos politiet, der afhørte ham efter hans ankomst. Så hos Udlændingestyrelsen.
Og endelig hos Flygtningenævnet, da han ankede sit asylafslag.






























