Der larmes, rodes og regeres på nogle af de ellers så fredelige stikveje ned mod Sejerøbugten i Odsherred, Danmarks største sommerhuskommune. En del beboere mener, at det ikke giver tilstrækkelig miljømæssig mening med denne kloakering af deres sommerhusområde. Andre er enige med kommunen i, at nogle ugers gravearbejde er at foretrække frem for den permanente risiko for, at deres toiletvand siver ud i naturen – eller presses op til overfladen og hørmer. Også selv om det vil koste 40.000-50.000 kroner at blive koblet til de nye kloakledninger. Som Bent Piper fra Vej Nr. 7 siger: »Da vi første gang hørte om det, virkede det overdrevet, for det har altid fungeret rimelig godt med septiktanke og nedsivningsanlæg. Men når man tager den øgede brug af sommerhuse og den øgede nedbør i betragtning, virker det jo som noget, der bare skal gøres«.
LÆS ARTIKEL Vandplaner glemmer spildevand fra sommerhuse
Bent Piper har endnu en del år, før gravemaskinerne vender op og ned på hans sommerhusidyl. Længere mod nord på Fyrrevej er de allerede i gang.
Det er et af de områder, som har haft beboerklager over toiletlugten. I princippet bør grundvandet ikke stå højere end to meter under terræn, hvis det skal sive ned, men reelt står det ofte en halv til en meter under – og så skal der ikke meget regn til, før det pibler op på græsplænen.
»Hertil kommer, at vi har målt forhøjet indhold af e-coli-bakterier i nogle vandløb«, fortæller Sascha Boserup, leder af Plan & Projekt i Odsherred Forsyning.
Der har også været enkelte tilfælde af ekstremregn, hvor bakterierne er fortsat ud i Odsherreds stolthed, Sejerøbugten. Det kan man ikke holde til her i Vandkantsdanmark, som borgmester Thomas Adelskov (S) ynder at kalde det.
Stadig primitivt under jorden
Som så mange andre steder i Danmark var der ikke nogen, der skænkede kloakker ret mange tanker, da sommerhuskvarteret her blev etableret i begyndelsen af 1900-tallet. Siden er der indlagt rindende vand og træk og slip, men under jorden er det stadig primitivt: et nedsivningsanlæg med små rør til et stort hul i jorden eller en septiktank – der uhyre sjældent skal tømmes mere end en gang om året.
Og det er ikke nok, for også her bruger folk deres sommerhuse langt mere end tidligere; mange pensionister flytter ind i dem permanent.
Samtidig gør klimaændringerne Danmark vådere, og EU’s miljøregler kræver om få år langt renere vandløb, søer og fjorde. Endelig er sommerhusejernes økonomiske bidrag en væsentlig forudsætning for, at Odsherred Kommune har råd til at opgradere sit kloaknet.
De første sommerhuse blev kloakeret i 2005, og med 800 flere i 2012 er man snart oppe på 3.700 huse. Der er dog lang vej igen; Odsherred har 24.000 sommerhuse, og selv om Danmarks Naturfredningsforening kritiserer tempoet for at være for langsomt, kan kommunen dårligt nå mere end 800 om året, forklarer Sascha Boserup.
Det skyldes ikke kun, at man med et højere tempo ville få så mange afspærringer som denne ved Fyrrevej, at folk ville få meget svært ved at nå frem til deres sommerhuse ad alternative småveje. Men også, at man ville risikere at løbe tør for kapacitet på renseanlæggene.
»Der er kun plads til nogle få områder mere på de eksisterende renseanlæg. Derfor skal der opføres et nyt, men det står først klar i 2015«, siger Boserup.
Femdobbelt træk og slip
Da kommunen kun har 10.000 helårsboliger, skal renseanlæggene også indrettes til de voldsomme ændringer i behovet: I de travleste sommerweekender kan antallet af træk og slip godt nå op på omkring det femdobbelte af en grå vinterhverdag.
Borgmester Adelskov er dog overbevist om, at tiltaget alt i alt kan betale sig, både miljømæssigt og økonomisk.
»Mange af sommerhusområderne ligger ved fine våd- og naturområder, og her medfører den lokale afledning en unødig belastning for vandmiljøet«, påpeger borgmesteren.
Hertil kommer, at sommerhusene bliver mere attraktive, når der er kloakeret. Og så er der også en positiv beskæftigelsesmæssig effekt.
»Vi kan se, at en række mindre håndværksmestre har slået sig sammen og har budt på opgaverne«, fortæller Adelskov.
Disse lokale samarbejder har vundet fire ud af fem lokale licitationer og har også fået kapacitet til at byde på opgaver uden for kommunen.
Også på Fyrrevej er det en lokal entreprenør, Søren Kristiansen A/S, der er i gang med at lægge kloakrørene ned. De er på plads til efteråret, og så er der arbejde til andre lokale; de kloakmestre, der skal sørge for tilslutningen fra vejen og helt ind til toiletterne.
Først efter 2035 vil man være helt færdig med at larme, rode og regere på de små stikveje i Odsherred.


























