Kun få kommer til skade, når cyklisters og buspassagerers veje krydses

Ulykker mellem buspassagerer og cyklister er faldet drastisk i de senere år.
Ulykker mellem buspassagerer og cyklister er faldet drastisk i de senere år.
Lyt til artiklen

Trafiksikkerheden ved de københavnske busstoppesteder er markant bedre end for få år siden.

Selv om mange københavnske buspassagerer og cyklister hver dag bander over hinanden i trafikken, sker der yderst sjældent ulykker med personskade til følge ved busstoppestederne.

Tal fra Københavns Kommune viser, at antallet af dræbte og tilskadekomne i sammenstød mellem netop buspassagerer og cyklister er styrtdykket de seneste år.

Ingen dræbte de seneste år
Mens fem personer blev dræbt og 127 kom til skade i perioden 1990-1999, var der i perioden 2000-2009 ingen dræbte og kun 29 tilskadekomne i uheld mellem københavnske cyklister og buspassagerer. Også i 2010 og 2011 har der været ganske få tilskadekomne.

»Vi arbejder hele tiden med at gøre det mere sikkert at cykle, for at alle skal føle sig trygge, når de cykler i København. Det er rigtig tilfredsstillende at se, at vores arbejde nytter«, siger teknik- og miljøborgmester i Københavns Kommune, Ayfer Baykal (SF).

»De markant færre ulykker mellem buspassagerer og cyklister, ligger helt i tråd med den generelle udvikling med færre og færre ulykker i den københavnske trafik«.

Cyklister: Vi viser da hensyn - og bryder nogle gange loven

Ayfer Baykal forklarer den positive udvikling med blandt andet fysiske forbedringer af vejene og cykelstierne og mener desuden, at københavnerne er blevet mere opmærksomme.

»Det vigtigste er, at vi alle samme er opmærksomme på hinanden og tager hensyn, når vi sætter os op på cyklen og kører af sted. Det er der allerede mange, der er gode til, og den udvikling skal vi holde fast i«, siger hun.

Åben over for kampagne

De seneste dage har politiken.dk sat fokus på de københavnske cyklisters adfærd og opførsel over for andre cyklister, fodgængere og øvrige trafikanter.

LÆS OGSÅ Københavns Politi: Cyklister er trafikkens gøgeunge

Som led i artikelserien filmede vi forleden på gaden ved flere busstoppesteder, hvor det tydeligt fremgik, at buspassagerer og cyklister ikke har styr på, hvem der skal holde tilbage i forskellige situationer.

Ayfer Baykal vil på baggrund af indslaget ikke afvise, at der kan være behov for en øget informationsindsats om reglerne ved busstoppestederne.

»De markant færre uheld mellem buspassagerer og cyklister fortæller os, at vi er på rette vej. Men hvis Movia eller andre ønsker en kampagne, der kan sætte yderligere fokus på færdselsreglerne, er jeg åben for det«, siger hun.

Buschauffører: Egoistiske cyklister gør som det passer dem

Niels Holst

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her