Direktionen i Region Hovedstadens Psykiatri, der driver de psykiatriske afdelinger i hovedstadsområdet, var klar over og forsvarede aktivt, at lægerne som noget helt normalt ordinerede antipsykotisk medicin i doser, der var dobbelt så høje som de maksimumdoser, der er sat af myndighederne. Det fremgår af et brev, som Martin Lund, der er direktør i Region Hovedstadens Psykiatri, i april sendte til formanden for Det Psykiatriske Patientklagenævn i hovedstaden. I brevet skriver psykiatridirektøren, at det var »sædvanlig klinisk praksis« at give op til 40 mg Zyprexa, hvilket er det dobbelte af den maksimale dosis, som Sundhedsstyrelsen har sat.
Mængde skulle tages bogstaveligt
Brevet var en reaktion på, at formanden for Det Psykiatriske Patientklagenævn i Hovedstaden, Henning Lund-Sørensen, i et udkast til årsberetning havde skrevet, at klagenævnet »af hensyn til patienterne« ikke uden særlig grund ville godkende behandling af patienter med doser over 20 mg.
Henning Lund-Søren henviste til, at i Medicinhåndbogen, som bygger på Sundhedsstyrelsens godkendelser, var dosis til patienter, der fik Zyprexa gennem længere tid, oplyst til »sædvanligvis 5-20 mg daglig«.
Dette skal, fremgik det, efter nævnets »opfattelse forstås bogstaveligt«.
Bosteder skal advare mod farlig medicin Svaret fra direktøren for Region Hovedstadens Psykiatri var, at der var tale om en »uhensigtsmæssig læsning af Medicinhåndbogen«, som ville føre til »unødig forsinkelse af patientbehandlingen«. Martin Lund anførte, at »Zyprexa ordineret i doser på 5-40 mg i vedligeholdelsesbehandling« helt »svarer til sædvanlig klinisk praksis«. Han tilføjede, at i akutte situationer kunne der i »enkelte tilfælde være behov for endnu højere døgndoser« på op til 80 mg for at opnå en tilstrækkelig effekt. Ledelsen tog afstand Da Politiken to måneder senere skrev om massiv overmedicinering på Psykiatrisk Center i Glostrup, og Sundhedsstyrelsen igangsatte en kulegravning af centrets behandling af patienterne, tog ledelsen i Region Hovedstadens Psykiatri klar afstand fra overmedicineringen. Regionsdirektør Helle Ulrichsen indskærpede over for centerchefer og klinikcheferne på de psykiatriske afdelinger, at reglerne skulle følges. Det skete i en mail »foranlediget af den verserende sag på PC Glostrup«, hvor patienter er blevet behandlet med Zyprexa »i doser, der langt overstiger de af Sundhedsstyrelsens rekommanderede«. »I konkrete tilfælde kan den enkelte læge fravige rekommandationerne, men begrundelse herfor skal dokumenteres i journalen«, skrev Helle Ulrichsen.



























