I stedet for at fjerne børn fra familier plaget af misbrug, vold, psykisk sygdom eller seksuelle overgreb vælger Københavns Kommune i en række tilfælde en metode, hvor kommunen kan trænge ind i hjemmene uden at have beviser for overgreb – og hvor børnene beskyttes ved mandsopdækning af familien. Foreløbige resultater viser, at i seks af ti sager bliver en anbringelse afværget.
LÆS OGSÅ Socialrådgiver: Tænk, hvis der sker et overgreb mod et barn, og man ikke opdager det
»Det er en ultimativ succes, at vi kan holde sammen på familierne i disse højrisikosager, hvor normal praksis ville have betydet anbringelse af alle børn«, siger områdechef Mikkel Damgaards fra Københavns Kommunes socialforvaltning.
Flere kommuner – senest Brønderslev, Lolland og Rebild – har fået hård kritik for deres manglende evne til at hjælpe børnene, når de har modtaget underretninger om børns vantrivsel.
Valg mellem deltagelse eller indgreb Kommunerne har undskyldt sig med, at de ikke havde beviser nok. I den københavnske model kan familierne få valget mellem at deltage i arbejdet for at sikre barnets ve og vel, eller kommunen griber ind alene på grundlag af mistanke. Vælger forældrene at samarbejde, får familierne en sikkerhedsplan for, hvordan børnene kan få beskyttelse både af kommunens medarbejdere, der kommer i hjemmet, og fra personer i familiens netværk: slægtninge, venner og andre.



























