Da kontanthjælpsmodtageren Robert Nielsen - i mediedebatten kaldet Dovne-Robert - i torsdags modtog et brev fra sit jobcenter i København om at møde op mandag morgen, var det med ordlyden:
»Du indkaldes til rådighedsvurdering. Årsagen er, at der er opstået tvivl, om du er til rådighed for arbejdsmarkedet«. Det fremgik ikke, men Robert Nielsen havde en mistanke om, at de ansatte på jobcentret havde set tv, læst aviser og netblogs og hørt radio og der oplevet ham fortælle, hvordan det er lykkedes ham at komme »under radaren« i 11 år, så han reelt kun har haft et par job af kortere varighed.



























