En kvindelig pensionist i 60’erne og hendes voksne datter i 40’erne har i årevis levet i en sky af fluer i en stinkende lejlighed fyldt op med dynger af skrald.
De sover sammen i en seng omgivet af rådnende affald. For at komme til køkken eller bad skal de gå ad stier på gulvet dækket af års efterladenskaber. »Det er rystende, at den slags finder sted i en velfærdskommune som vores«, siger 2. viceborgmester Arne Bech (Hvidovrelisten). Han har krævet sagen taget op i kommunalbestyrelsen, hvor den er på et lukket møde i aften.





























