1993. Mor og datter bor i rækkehus, moderen har i 20 år arbejdet på fabrik. Datteren får førtidspension på grund af blandt andet epilepsi og umodenhed. 1998. Internt kommunalt notat: De to kvinder bor »total forsumpet« med poser overalt. Moderen på sygedagpenge pga. depression. Sprøjtning og delvis tømning af huset. Moderen indlagt på psykiatrisk skadestue, men hurtigt udskrevet igen. I oktober får hun førtidspension, og de flyttes til en lejlighed (hvor de stadig bor i dag). 2004. Kvinderne sender fotos af overfyldt lejlighed til kommunen. 2006. Datteren skriver til kommunen, at hjemmet er »meget slemt«. Hvidovre Kommune svarer, at oprydning kræver to tilbud fra rengøringsfirmaer. De to kvinder ønsker ny sagsbehandler, fordi deres daværende »ikke spørger ind til, hvordan vi har det«. Det afvises. Hjemmebesøg fra kommunen. »Man kan ikke komme frem, og man kan stort set ikke se møblerne«. De to kvinder klager over støj fra naboerne. 2007. Datteren klager over pres fra kommunen. Moderen er depressiv, har ondt i ryggen og migræne. Aftaler om, at kommunen kontakter dem hver tredje måned. Datteren meddeler, at hun har ryddet et rum, så hjemmehjælpen kan komme til. Hun sygemelder sig fra sit skånejob og vil have en kusine til at hjælpe. » Vi kan ikke tåle stress«, skriver hun og klager over chikane fra børn og naboer. Hjemmehjælp to gange en halv time hver 14. dag.
Mor og datter lever i bjerge af rådnende affald2008. Datteren siger sit skånejob op. Kommunens visitator undrer sig over, at der ikke er ryddet mere op. De to kvinder erkender, at deres hjem ligner »et bombet lokum«. Datteren afviser fortsat hjælp til rydning af boligen og visitering til hjemmepleje og aflastningsbolig til moderen – hun vil have tilsagn om anden bolig først. Socialpsykiatrien foreslår, at de flytter hver for sig, så datteren kan få et socialt liv, og moderen kan blive passet. De afviser at blive adskilt.
