Mens Aarhus Kommune den forgangne uge tog overskrifter med sit totalforbud mod rygning i de kommunalt ansattes arbejdstid, går København den modsatte vej i kampen for at forbedre borgernes sundhed. Københavns sundheds- og omsorgsborgmester, Ninna Thomsen (SF), lancerer nu en vision om, at hovedstaden skal være en helt røgfri by i 2025 – et mål, der skal nås ved venlige opfordringer og på frivillig basis. »Jeg tror på, at det virker at gå ind med en mere positiv vinkel, hvor vi ikke hetzer rygerne i København. Jeg synes, at det er ærgerligt, hvis sundhedsdagsordenen bliver en diskussion mellem de frelste og udstødte. Vi er nødt til at bygge bro, og vi vil give rygere mulighed for at stoppe frem for at skælde dem ud. Vi ved, at mange rygere faktisk ønsker at holde op«.
Rygerne skal være få
Konkret er målet, at der i 2025 kun er 4 procent af københavnerne, der ryger, mod 21 procent i dag. Det betyder, at 72.000 af hovedstadens borgere skal have kvittet smøgerne på de 13 år, hvilket er 27.000 flere, end man ellers tror ville være stoppet – og det altså uden forbud, men ved venlige opfordringer.
Blandt initiativerne, som skal føre til en røgfri by, er flere tilbud om gratis rygestopkurser og kampagner, og desuden inviterer borgmesteren virksomheder, koncertarrangører, foreninger og andre til at være med til at arbejde mod målet.
Netop i disse dage bliver de første cirka 150 breve med invitationer til at bidrage med gode ideer, der skal samles i et charter for et Røgfrit København i 2025, udsendt. Virksomheder, som vil være med, bliver partnere og medunderskrivere af charteret. »Jeg håber, at det bliver en trend at gå ind for at være en røgfri virksomhed, og at det bliver et adelsmærke at have skrevet under på charteret. På linje med at virksomheder ønsker at profilere sig på social ansvarlighed og økologi«, siger Ninna Thomsen.


























