Familie og nære venner til psykisk syge borgere lever et belastende liv.
Både privatøkonomien og sjælen lider, når en søn, mor, ven eller kæreste har en sindssygdom. Det fremgår af en undersøgelse fra Bedre Psykiatri, hvor 352 pårørende til psykisk syge har svaret på spørgsmål om den økonomiske og mentale byrde ved at være tæt på et menneske, der lider af sygdomme som skizofreni, depression og angst. »Som pårørende bliver du stillet over for en enorm opgave, som ingen ønsker sig på forhånd. Du er på 24 timer i døgnet. Hele tiden lurer bekymringen i baghovedet om, hvordan det nu skal gå. Når den syge har det godt, er den pårørende også ovenpå. Men dagen efter kan det se helt sort ud igen. Det er komplet uforudsigeligt og opslidende. Livet som pårørende er som at tage en tur i en karrusel, der aldrig stopper«, siger Thorstein Theilgaard, der er generalsekretær i Bedre Psykiatri. Hver femte har ikke råd til psykologhjælp Undersøgelsen viser, at 87 procent af de pårørende oplever det i nogen grad, i høj grad eller i meget høj grad som en belastning at være pårørende.



























