En mistænkelig bil i et parkeringshus har fået Københavns Politi til at afspærre et større område omkring Kongens Nytorv i Indre By.
»Vi ved ikke, om det er en bombe, men det ligner meget«, siger Hans Sinding, pressetalsmand for Københavns Politi, til politiken.dk.
»Bilen er rigget sådan til, at vi er nervøse for, at det er en eller anden form for bombe«, siger han og forklarer, at der stikker kabler ud fra batterier i bilen, som får det til at se mistænkeligt ud.
I umiddelbar fare
Politiet modtog tidligere på formiddagen en henvendelse fra en borger, og da deres egen patrulje kom frem til parkeringshuset, der ligger på Landgreven 2, vurderede de, at det ikke var noget, de skulle røre ved.
I stedet har politiet nu tilkaldt bombeeksperter fra Forsvaret og afspærret et større område omkring gaden - blandt andet Gothersgade, Dronningens Tværgade og Borgergade.
I selve området omkring parkeringshuset er folk derudover blevet evakueret, oplyser Hans Sinding.
»Vi har fjernet de personer, vi synes kunne være i umiddelbar fare, hvis køretøjet springer i luften. Det er kun lige omkring selve parkeringshuset«, siger han.
Politiet afventer nu bombeeksperternes vurdering.
»Den vurdering, vi har foretaget, kan måske blive ændret af Forsvarets eksperter. Det kan godt være, at de siger, at der slet ikke er tale om en bombe«, siger Hans Sinding.
fortsæt med at læse




























