Forretninger og kontorer i en del af Indre By bliver i øjeblikket evakueret.
Politi og brandvæsen er massivt til stede omkring Indre By i København, hvor man har fundet en mistænkelig bil. I øjeblikket er beboere, ansatte og handlende ved at forlade bygningerne i området.
»Brandalarmen gik og så fik vi en mail om, at vi skulle forlade bygningen«, siger Jesper Jessen, der arbejder i Statsadministrationen, til politiken.dk.
Mads Biering la Cour, der er ansat i Moderniseringsstyrelsen, der holder til på Landegraven 4, fortæller til tv2.dk, at medarbejderne har fået besked på at holde sig inden døre.
»Politiet har bedt os om at forholde os roligt og ikke forlade bygningen. Det er sevfølgelig en speciel situation, men umiddelbart er der ro på her«, siger han til tv2.dk.
Politiet modtog tidligere på formiddagen en henvendelse fra en borger, der havde set en bil, der holdt parkeret med kabler stikkende ud fra bilen. Det frygtes derfor, at der kan være tale om en bilbombe.
Afspærret parkeringshus
Et stort område omkring et parkeringshus, der ligger på Landegreven 2, er afspærret, og det lader til, at politiet ikke er sikre på, om området skal udvides yderligere, fortæller politiken.dk's journalist på stedet.
Han fortæller ligeledes, at der hersker forvirring og at der er en masse, der forsøger at danne sig et overblik.
LÆS MERE
Politiet afspærrer område i Indre ByPolitiet oplyser, at vejene omkring Gothersgade, Dronnings Tværgade, Borgergade og Store Kongensgade er lukket
Politiet har tilkaldt bombeeksperter fra Forsvaret og afspærret et større område omkring gaden - blandt andet Gothersgade, Dronningens Tværgade og Borgergade.
I selve området omkring parkeringshuset er folk derudover blevet evakueret, oplyser Hans Sinding.
fortsæt med at læse




























