Briterne skal i dag forberede sig på at blive rusket godt igennem i, hvad der kan blive den værste storm i landet i årevis.
Ifølge det britiske meteorologiske institut ramte vinde på omkring 150 kilometer i timen øen Isle of Wight i de tidlige timer i dag. Flere end 7.000 hjem uden strøm i det sydvestlige England på grund af uvejret, skriver BBC.
14-årig dreng forsvundet
I går kostede barske vejrforhold formentlig en britisk dreng livet i East Sussex. Den 14-årige dreng frygtes omkommet, efter at han blev fejet ud i havet ved West Beach ved Newhaven, hvor han havde opholdt sig med nogle venner, skriver avisen The Guardian.
Redningsfolk har gennemsøgt området i vejrforhold, der blev beskrevet som »forfærdelige« og med dårlig sigtbarhed.
»Dette er en meget sørgelig hændelse, og alt, hvad der er muligt, bliver gjort for at finde drengen«, siger politiets talskvinde til den britiske avis.
Franske hjem uden strøm
Det er ikke kun Storbritannien, der er blevet ramt af det kraftige stormvejr. I det nordvestlige Frankrig står flere end 10.000 hjem uden elektricitet her til morgen efter vindstød ramte området med 133 kilometer i timen.
Strømkabler blev revet ned under stormen, men der meldes ikke om nogle større skader i landet.
Det frygtes, at det samme vil ske i Storbritannien, hvor indbyggerne også skal forberede sig på store forstyrrelser i den offentlige transport.
Navnligt i den sydlige del af landet kan mange tog blive aflyst, da der er stor risiko for, at togspor vil blive blokeret af væltede træer, nedblæste bygningsdele eller nedfaldne strømkabler.
Heathrow forventer aflysninger
Britiske lufthavne forventer også, at stormvejret vil påvirke flytrafikken, blandt andet forventer Heathrow at aflyse 30 afgange.
Tre togselskaber har advaret mod unødvendige rejser tidligt på dagen, og andre advarer om forstyrrelser i myldretiden.
ritzau
fortsæt med at læse




























