Vesthimmerlands Kommune forsøger med et nødråb til flere ministre at få politikerne på Christiansborg til at gøre noget for at få gang i salget af huse i landsbyer og på landet. Det fortæller DR P4 Nordjylland.
Nej fra kreditforeninger
Kreditforeningerne siger nemlig nej til at låne penge til at købe huse, der koster under 500.000 kroner, og det sætter en stor del af hussalget i stå. Mere end en femtedel af husene i kommunen koster under en halv million kroner.
Appellen går til finansminister Bjarne Corydon (S) og Carsten Hansen (S), der er minister for blandt andet landdistrikter. En hjælpende hånd fra staten haster, ellers går det helt galt for udviklingen uden for byerne, siger Vesthimmerlands konservative borgmester Knud Kristensen.



























