Siden 2001 har købere og sælgere af steroider og andre hårde dopingstoffer kunnet finde hinanden på internetforummet Bodyhouse. Oprindeligt var tanken med hjemmesiden, at muskelglade mennesker skulle mødes der og give hinanden gode råd om kost, træning – og dopingkure. Al salg og køb af forbudte stoffer var dog udadtil forbudt, men alligevel foregik der hurtigt masser af handler via forummet. Det fortæller stifteren af Bodyhouse. »Søger dealer til køb af steroider« »Det skete i stor stil. Dagligt kontaktede folk hinanden for at købe og sælge steroider«, siger Tas, en vestjyde på ca. 40 år. »Jeg ved ikke, hvem der dealede. Men jeg tror, det er dybt organiseret med en slags virksomheder, der selv producerer skidtet og sælger det der«, siger Tas. Politiken kender stifterens identitet, men har valgt at bruge personens gamle kodenavn på Bodyhouse, da han ifølge ham selv er »langt væk« fra steroidmiljøet i dag. Han solgte internetforummet i 2007, uden at han selv ved, hvem der har overtaget siden.
LÆS OGSÅ Danske betjente tager steroider
Alt, hvad han ved, er, at han »mødtes med en fyr i Aarhus, vi skrev under på nogle dokumenter, og det var det«. Fordi Tas solgte Bodyhouse for seks år siden, ved han ikke med sikkerhed, om der stadig foregår salg af doping via siden, men det går han ud fra, at der gør.
»Sådan har det altid været«, siger han.
Meget tyder da også på, at det forholder sig sådan. Så sent som 24. marts i år skrev brugeren Lykkeee den kortfattede besked: »Søger dealer til køb af steroider«.
Stor norsk aktion
»Bodyhouse har ALTID været centrum for omfattende salg og formidler af diverse sources til danske dealere, og over 90 % af de danske storleverandører af anabole steroider skaffede sig kunder derigennem«, skriver brugeren ’IDIOTEN WTF WTF’ på forummet musclezone.dk, der også i stor stil handler om doping.
Selv om Bodyhouse nu på 13. år ser ud til at være en stor dopingcentral og formentlig har været centrum for handel med millioner af sorte kroner, har politiet ikke lukket den.
Politiken har i flere omgange forsøgt at få en kommentar fra Rigspolitiet, men uden held. Erfaringerne viser ellers, at det kan medføre store resultater at grave i steroidcentraler på internettet.
Politiet nedprioriterer indsats mod hård doping Aktuelt er norsk politi i gang med Europas største dopingsag nogensinde, og den tog netop sit udspring på en hjemmeside – Anabolic Forums hed den, før den blev lukket. Forummet blev første gang beskrevet af avisen Dagens Næringsliv, og det fik politiet til at grave i sagen. I dag er over 100 personer sigtet for at være del af en enorm dopingring, der angiveligt har omsat for over 100 millioner kroner siden 2005. Sagen har fået tilnavnet ’Operasjon Gilde’ og inkluderer både bagmænd, smuglere, producenter og dealere. To af de sigtede er danskere. En åben side


























