De to dokumentarjournalister Christoffer Guldbrandsen og Nils Giversen er forundrede over forsvarsminister Søren Gade. Som svar på kritikken af, at danske soldater har overgivet afghanske fanger til amerikansk mishandling, skriver Søren Gade, at de to journalister har holdt igen med oplysninger og ikke delt dem med Forsvarsministeriet. Det afviser instruktøren bag programmet ’Den hemmelige krig’, Christoffer Guldbrandsen, imidlertid. Han fastslår, at anklagerne om mishandling har været omtalt offentligt. Rig mulighed for at undersøge sagen »Vi har ikke nogen oplysninger, som Forsvarsministeriet ikke selv har adgang til. Vi fremlagde anklagerne for Gade for et år siden, og han har haft rig mulighed for at undersøge sagen nærmere«, siger Christoffer Guldbrandsen. Han påpeger, at både nyhedsbureauet Associated Press, Amnesty International og Human Rights Watch har videregivet historien om mishandling af afghanske fanger.
»Der er ikke hold i anklager«
Søren Gade har i et brev til medlemmerne af Folketingets Udenrigspolitiske Nævn skrevet, at der ikke er hold i anklagerne, som han er blevet præsenteret for i forbindelse med produktionen af filmen.
»Jeg bad endvidere Pentagon om at undersøge sagen, og som det fremgår af vedlagte svar fra Pentagon af 17/5 2006 blev de tilbageholdte løsladt kort tid efter tilbageholdelsen, og Pentagon har ingen information om 'any allegations of mistreatment of these detainees' (nogen påstande om mishandling af disse tilbageholdte, red.)«, skriver forsvarsministeren om svaret fra det amerikanske forsvarsministerium.



























