Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

DF: Genindfør grænsekontrol og undgå nye uroligheder

Lyt til artiklen

Urolighederne på Nørrebro skal have en direkte konsekvens for landets grænser, hvis det står til Dansk Folkeparti. Partileder Pia Kjærsgaard opfordrer justitsminister Lene Espersen til at genindføre grænsekontrollen midlertidigt, indtil Ungdomshuset på Jagtvej er ryddet. Det sker som en konsekvens af, at en stor del af de anholdte ved lørdagens uroligheder på Nørrebro viser sig at komme fra en række andre EU-lande, deriblandt Tyskland, Holland og Irland. »En sand blodrus« »Det er afgørende, at vi undgår en gentagelse af de forfærdelige scener fra i lørdags, hvor hovedsageligt udenlandske ballademagere angreb politiet i en sand blodrus. Det kan lade sig gøre ved midlertidigt at genindføre grænsekontrollen«, siger Pia Kjærsgaard i en pressemeddelelse. Hun henviser til EU-topmødet i København i 2002, hvor det blev muligt for de såkaldte Schengen-lande at tage det omfattende middel i brug, hvis landet føler sig truet. Det på trods af, at Schengen er lig med åbne grænser mellem en række EU-lande. »Beboerne og de handlende på Nørrebro har krav på, at vi fra politisk hold gør alt, hvad der er menneskeligt muligt, for at undgå, at deres bydel bliver hærget igen. Samtidig er det ikke rimeligt, at danske politifolk skal udsættes for livsfare på grund af åbne grænser«, siger Pia Kjærsgaard. Nok at gøre på Nørrebro I praksis vil forslaget imidlertid forblive et forslag. Resten af Folketingets partier er enige om, at regeringens støtteparti bør lade politiet om at bedømme, hvornår grænsekontrol er på sin plads. Venstres medlem af retsudvalget, Karsten Nonbo, slår fast, at det ville være en stor fejlprioritering. »De unge er ret kreative, så det ville blive en massiv politiopbud både ved den sydlige grænse og ved Sverige og Norge. Og politiet har i forvejen rigeligt at gøre med at holde orden inde ved Ungdomshuset«. Politiet træffer beslutningen Heller ikke den radikale retsordfører, Elisabeth Arnold, kan se fidusen. Hun påpeger, at der i Schengen-samarbejdet er tradition for, at politikerne tager imod anbefalinger, men ikke selv bedømmer behovet for grænsekontrol. »Den slags skal man overlade til politiet at vurdere«, siger Elisabeth Arnold. Morten Bødskov, socialdemokratisk retsordfører, er enig: »Vi er helt trygge ved, at afgørelser om ekstraordinær grænsekontrol ikke ligger hos Dansk Folkepart, men hos politiet. Det fungerer fint, som det er nu«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her