Parkeringsforlig koster cykelpladser i brokvarterer

PARKERINGSPRIORITERING. Sådan så der ud, da Københavns Kommune fjernede cykelstativet for at sikre mere plads til bilerne i Godsbanegade.
PARKERINGSPRIORITERING. Sådan så der ud, da Københavns Kommune fjernede cykelstativet for at sikre mere plads til bilerne i Godsbanegade.
Lyt til artiklen

I begyndelsen af maj meddelte Københavns Kommune, at den ville nedlægge cirka 50 bilparkeringspladser for at give plads til cyklerne.

Det undrede beboere i Andelsforeningen Godsbanegade 23-25 på Vesterbro: Her fjernede kommunen samtidig cykelstativer for at gøre plads til flere biler.

»I samme uge kan vi opleve, at man gør det fuldstændigt modsatte uden for vores hus. Det er mærkværdigt, at man snakker om en grøn cykelby og om at gøre forholdene bedre for cyklister - og at vi så oplever, at vore forhold bliver forringet«, siger Torben Thorsø, der er medlem af den lille forenings bestyrelse.

Borgmestervrede over fjernede cykelstativer

Byens teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL) er ganske kontant i sin reaktion på fremgangsmåden: »Det er forrykt«, siger han.

Årsagen til de itusavede cykelstativer ligger ifølge borgmesteren i det parkeringsforlig, Socialdemokraterne indgik med de borgerlige på rådhuset i 2011.

LÆS OM FORLIGET

Københavnerne får masser af nye parkeringspladser

Følgerne af forliget er, at der er etableret mange nye parkeringspladser til bilerne i brokvartererne, hvor beboere nu klager til Morten Kabell over den pladsmangel, det giver for cyklisterne.

»Vi har oplevet et fokus fra et politisk flertal på at få oprettet skråparkeringspladser, hvor der ikke er brug for dem. Selvfølgelig gør jeg som borgmester, som flertallet siger, men jeg forbeholder mig retten til at sige, at det er forrykt«, erklærer han.

S: Der skal findes en balance

Det ordvalg finder den socialdemokratiske gruppeformand i Borgerrepræsentationen, Lars Weiss, misvisende.

»Det er at skyde fuldstændigt ved siden af målet. Det her går ud på at finde en balance. Vor opgave er at sikre, at København får opfyldt behovene for bilparkeringpladser og cykelparkeringspladser«, forklarer han.

LÆS ARTIKEL

Nu ryger p-pladser for at give plads til cykelstativer i byen

Fjernelsen af cykelpladser sker trods beboeres indsats for at skabe plads til cyklerne i byen.

»For 10-12 år siden brugte vi megen energi på at få lov at stille cykelstativerne op. De har været brugt flittigt siden. Men nu ligger de ude ved vores kantsten«, fortæller Torben Thorsø fra andelsboligforeningen på Vesterbro.

I stedet laver Københavns Kommune skråparkeringspladser i gaden - en parkeringsform, Cyklistforbundet har advaret imod på grund af de problemer, de giver med udsynet, når bilerne skal bakke ud.

LÆS MERE

Langt flere tager cyklen i København

Resultatet er, at cyklerne nu står meget tæt langs facaden, hvor de kan hvile mod et metalgelænder, der er skruet ind i murværket.

»Man vil gerne låse cyklerne fast. Ellers er der erfaring for, at de forsvinder. Der er mangel på cykelpladser. Så nu står de i lag derhenad«, forklarer den københavnske vesterbroborger.

Parkerede cykler blokerer fortovene

Det medfører, at det nu er vanskeligt for ham at komme frem med dobbeltbarnevognen til de små.

»Nu kan jeg knapt komme forbi på fortovet på grund af cyklerne. Man tager pladsen fra fodgængere og cyklisterne«, siger han om den kommunale beslutning om at gøre mere plads til bilerne.

Mange bilister vil gerne cykle mere

Den undrer ham al den stund, at der erfaringsmæssigt aldrig har været større problemer med at finde plads til bilerne i gaden for de lokale. Kommunen har over for foreningen henvist til, at der er indgået en politisk aftale om at skaffe plads til over 1.000 nye biler på Amager, Vesterbro og Østerbro.

»Det forekommer lidt mærkværdigt og hovedløst, at man ikke kigger på, hvor behovene er. Det, der undrer os er, at man ikke har kigget på det reelle behov for bilparkering før man går i gang med at effektuere det her. Når man kan se, at cykelstativerne er fyldt op, hvorfor så ikke frede dem og finde et alternativ?«, spørger Torben Thorsø.

Høj belægning på p-pladser

Socialdemokraternes gruppeformand Lars Weiss lægger vægt på, at parkeringsforliget giver flere parkeringspladser i områder, hvor der har vist sig at være høj belægning.

Når 90-100 procent af pladserne var optaget ved 22-tiden om aftenen var det et udtryk for, at mange lokale havde biler, som forliget skulle hjælpe med til at sikre pladser, forklarer han.

LÆS ARTIKEL

Cyklistforbund advarer mod at øge Københavns biltrafik

Beboerne i Godsbanegade har fået at vide, at de i stedet kunne sætte cyklerne i baggården - som der ikke er adgang til via nogen port, men kun gennem gange under ejendommen - eller i kælderen, som i dag benyttes til foreningens fællesvaskeri. Ingen af løsningerne er derfor rigtigt relevante for foreningen, finder andelsforeningens bestyrelsesmedlem.

»Det kan godt være, at der ikke er nogen vej uden om det her, men vi synes, at det kræver en forklaring«, finder Thorsø.

LISTE

Forskere udpeger verdens bedste trafik-by

På rådhuset erkender politikerne, at der er problemer med at skaffe plads nok til biler og cykler i gaderne.

»Vi er i gang med at se på løsninger«, oplyser Lars Weiss, der peger på mulighederne for at stille cykelstativer op ved velkrydsene. Her forbyder færdselsloven bilparkering inden for de første ti meter fra krydset. Der kan eventuelt placeres cykelparkering, hvis lovgivningen tillader det, håber borgerrepræsentanterne.

»Det er vi ved at tjekke op på nu. Det kan give en hel del cykelparkeringspladser«, siger den socialdemokratiske gruppeformand.

DEBAT

Vi er ved at blive kvalt i bilos: Giv os flere biler!

Teknik- og miljøborgmester Morten Kabell bedyrer, at han ved det kommende efterårs budgetforhandlinger vil forsøge at finde opbakning til at skabe mere plads til cyklerne i København.

Det er nødvendigt, mener han:

»Ti cykler fylder det samme som en bil. Når man nedlægger cykelparkeringspladser og etablerer p-pladser til bilerne sørger man for, at der bliver plads til færre menneskers transportmidler i byen«.

Cykeltrafikken i København stiger væsentligt

Hovedstaden oplever i disse år en kraftig vækst i cyklernes andel af trafikken. Sidste år foregik 41 procent af pendlertrafikken i byen på cykel. Det er en stigning på hele 5 procentpoint i forhold til 2012.

»Dem skal der også findes plads til«, konstaterer Morten Kabell.

Til sammenligning faldt bilernes andel af pendlertrafikken til 24 procent sidste år.

LÆS OM TALLENE

Cyklisterne giver bilisterne baghjul

Søren Astrup

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her