Politiets afhøring af Jesper Schou Hansen (V) i NCC-sagen tyder på, at den seneste uges efterforskning ikke har givet politiet grundlag for at rejse en sag.
Det vurderer flere eksperter i strafferet, som påpeger, at det ellers havde været naturligt at afhøre Jesper Schou Hansen med en sigtets rettigheder. »Hvis ham, der er udpeget som den hovedmistænkte, ikke er afhørt med en sigtets rettigheder, så er der noget, der siger mig, at der ikke er nogen åbenbar sag, og at sagen nok ikke bliver til noget«, siger advokat med speciale i strafferet Sysette Vinding Kruse. Jesper Schou Hansen blev afhørt i knap to timer torsdag eftermiddag. »Politiet tilkendegav, at han blev afhørt uden sigtelse, og han blev heller ikke afhørt med en sigtets rettigheder«, siger advokat Jan Erik Kornerup Jensen, der deltog i afhøringen som Jesper Schou Hansens advokat. Kornerup Jensen vil ikke udtale sig om, hvordan han vurderer sagen efter afhøringen af hans klient. »Ingen konkret mistanke« Afhøring med en sigtets rettigheder er en mellemform, som politiet kan bruge, når der ikke er grundlag for at rejse en sigtelse. Det sikrer den afhørte de samme rettigheder som f.eks. ret til en forsvarer betalt af det offentlige og indsigt i politiets materiale. »Når politiet ikke afhører med en sigtets rettigheder, så er det, fordi de ikke har en tilstrækkelig konkretiseret mistanke. Men fortsat overvejer, hvad der er op og ned på sagen«, siger juraprofessor Lars Bo Langsted, Aalborg Universitet. »Hvis politiet havde en konkret mistanke om, at der var foregået noget ulovligt, så havde det været naturligt at afhøre med en sigtets rettigheder«. Forløbet tyder heller ikke på, at politiets afhøring af Jesper Schou Hansen bestyrkede mistanken om, at han har gjort noget strafbart. »Hvis det under afhøringen viser sig, at der er grundlag for en straffesag, så skal politiet sigte den pågældende«, siger docent i strafferet Jørn Vestergaard, Københavns Universitet. »Når der ikke er rejst en sigtelse, så må det være udtryk for, at der ikke er kommet nogen opklaring på, om der er hold i de påstande, der har været fremme«. Politiet kan naturligvis på et senere tidspunkt vælge at sigte Jesper Schou Hansen. Det kan ske uden at afhøre ham igen. Efterforskningen slut i næste uge Det var i fredag ikke muligt at træffe chefkriminalinspektør Per Larsen fra Københavns Politi, der leder efterforskningen af den spegede sag. Han har tidligere udtalt, at han forventer at afslutte efterforskningen i løbet af næste uge. Selv om politiet altså ikke har sigtet Jesper Schou Hansen, valgte Københavns Kommunes administrerende direktør Claus Juhl fredag at sende en redegørelse til alle medlemmer af Københavns Borgerrepræsentation. I redegørelsen skriver direktøren, at der var grundlag for en »alvorlig mistanke« om korruption. Claus Juhl fortæller i redegørelsen om det forløb, der førte frem til, at han 6. februar valgte at kontakte Københavns Politi med mistanken om, at Jesper Schou Hansen havde forsøgt at presse NCC til at give noget til gengæld for hans og Venstres støtte til NCC’s byggeri på Teglholmen i Københavns Sydhavn. Direktøren talte med NCC-direktør Christian Herskind, inden han ringede til politiet. I redegørelsen skriver Juhl: »Christian Herskinds beskrivelse af forløbet gav uomtvistelig grundlag for mistanke om, at der ikke alene var en betydelig risiko for, at behandlingen af sagen (...) kunne blive påvirket af usaglige hensyn, men også mistanke om, at et medlem af Borgerrepræsentationen uberettiget i forbindelse med sagen havde udnyttet sit hverv som medlem af Borgerrepræsentationen«. Det fremgår af redegørelsen, at det er overborgmester Ritt Bjerregaard (S), der har bedt om den på baggrund af den »omfattende omtale i pressen«. V vil have ekstra redegørelse Venstre vil kræve endnu en redegørelse, når politiet har afgjort sagen. »Vi har stadig ikke fået svar på, hvad det var, der var så alvorligt, at man var nødt til at gå til politiet«, siger Pia Allerslev, som er gruppeformand for Venstre på Københavns Rådhus. »Det ville klæde direktøren og Ritt Bjerregaard at lægge alt på bordet, så vi alle sammen kunne tale ud fra samme grundlag, i stedet for at der hele tiden sidder nogen med flere informationer end andre«. Det har ikke været muligt at træffe Claus Juhl eller Ritt Bjerregaard.




























