Valgkampen var domineret af løfter om bedre service til ældre, færre lukkedage i børnehaverne og bedre skoler. Men paradoksalt nok vurderer næsten syv ud af ti danskere i en ny undersøgelse, at private firmaers skrigende behov for flere medarbejdere kan klares ved at effektivisere arbejdet i ældrepleje, på skoler og kommunekontorer. På den måde ville der kunne frigøres medarbejdere fra den offentlige sektor, der kunne tage nogle af de knap 60.000 ubesatte stillinger.
»Ældreplejen kan gribes an på en anden måde«
Den liberale tænketank Cepos har fået analysefirmaet Catinet til at spørge danskerne, hvordan der kan skaffes medarbejdere til de ledige stillinger. 69 procent svarer, at man kan »effektivisere den offentlige sektor for at frigive arbejdskraft«.
Ifølge Cepos gør sammenlægningen af kommunerne det muligt at nedlægge dobbeltstillinger. Men tænketanken opfordrer til at byde på hjemmepleje, børnepasning og andre offentlige opgaver.
»Vi er tilbøjelige til kun at tale om administration, bureaukrati og papirgange, når vi taler om effektivisering. Men ældreplejen kan gribes an på en anden måde ved at anvende hjælpemidler og så videre. Det er helt nødvendigt at spekulere i effektivisering, når det kniber med ressourcer«, siger forskningschef Geert Laier Christensen, Cepos.
Han peger på, at private virksomheder typisk effektiviserer med et par procent om året. Hvis den offentlige sektor effektiviserer i samme takt, så frigøres der 15.000 personer til private job.
Opgaver er vanskelige »at industrialisere«




























