20.000 håndværkere på vej på pension

Lyt til artiklen

Lærling Nichlas Rasmussen har travlt med sømpistolen. Gipspladerne skal sømmes fast på lægderne og være med til at forvandle et kedeligt loftsrum til en moderne lejlighed. Der er travlhed i det lille tømrer- og snedkerfirma, men Nichlas Rasmussen er alligevel eneste lærling i øjeblikket. »Normalt har jeg to eller tre lærlinge, men man binder sig jo for 3-4 år, og hvem kan se så langt frem i øjeblikket«, siger tømrermester Steen Kokchendorff, SKP Tømrer & Snedkerfirma.

Mangel på hænder om 10 år
Den nordsjællandske tømrermester med 11 ansatte – én mindre end normalt – er langtfra alene om at være forsigtig. På få år er antallet af uddannelsesaftaler med håndværkere in spe blevet halveret. I 2006 blev der indgået mere end 8.000 uddannelsesaftaler med tømrer-, murer- og andre håndværkerlærlinge, men sidste år blev der blot indgået lidt over 4.000 aftaler på hele byggeområdet.

Men forsigtigheden kan komme til at svie. Om blot ti år vil der være mangel på håndværkere, viser tal, som Dansk Byggeri offentliggør på sit årsmøde i København i dag. I 2020 vil der være 20.000 færre danskere med en byggefaglig erhvervsuddannelse end nu. I øjeblikket er der omkring 150.000 faglærte bygningsarbejdere, men om ti år vil der være omkring 130.000 faglærte i byggebranchen.

»Vi står i en meget svær og ubehagelig situation«, siger afdelingschef Louise Pihl, Dansk Byggeri. For blot få år siden blev der hentet tusindvis af tyskere, polakker og baltere til landet for at imødekomme efterspørgslen i byggebranchen, men for tiden vokser køen af arbejdsløse.

Opfordrer til at tage lærlinge »Det er en kæmpeudfordring, at situationen omkring praktikpladser er så afhængig af konjunkturerne i samfundet. Det er jo ikke overraskende, at virksomhederne er tøvende med at ansætte lærlinge, men omvendt kan vi se, at på lidt længere vil der mangle håndværkere, så vi opfordrer vore medlemmer til at tage lærlinge«, uddyber hun. Det er navnlig tømrere og murere, der vil blive mangel på i løbet af det kommende årti. I disse år går de store efterkrigsgenerationer på pension, og ud på arbejdsmarkedet til at tage deres plads kommer de små årgange fra 1980’erne og 1990’erne. Samtidig vælger en stadig mindre andel af en ungdomsårgang håndværkervejen. »Vi er ramt af, at stadig flere vælger at tage en videregående uddannelse. Det er selvfølgelig godt for samfundet, men vi har fortsat en stor gruppe, som slet ikke får en uddannelse. Det betyder, at der kommer til at mangle nogen, som tager en faglært uddannelse«, siger Louise Pihl. Skoler med dårligt image På byggepladsen i Nordsjælland er Nichlas Rasmussen glad for sin uddannelse. »Jeg er glad for, at jeg er kommet ud på en rigtig arbejdsplads«, siger han og fortæller, at kun otte af de tyve, som han startede med på Københavns Teknisk Skole i Rødovre i efteråret, har fundet praktikplads. »De er kommet i skolepraktik, mens de leder videre efter en praktikplads«, siger Nichlas Rasmussen, som også har oplevet, at nogle har givet helt op. Faktisk falder 33 procent af eleverne fra grundforløbet, så det er også med til at tynde ud i rækkerne af fremtidige håndværkere. Dansk Byggeri vil gerne trække nye grupper til erhvervsskolerne, som måske holder sig væk på grund af skolernes image. De har særligt kig på den gruppe af unge, som tager en studentereksamen, men aldrig bruger eksamenen til noget. Det tal har de seneste år ligget ret konstant på omkring 10 procent af en ungdomsårgang. »Der har været en tendens, at mange unge, som ikke rigtigt vidste, hvad de skulle, søgte ind på gymnasiet. Men der er faktisk år efter år mellem 5.000 og 7.000 studenter, som aldrig bruger eksamen. Der var måske mere idé i for mange af dem at bruge deres færdigheder på at blive håndværkere, men erhvervsskolerne har et dårligt image«, siger Louise Pihl.
Ingen faggaranti

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her