Landets virksomheder skal tvinges til at tage flere folk ind, som ikke er 100 procent effektive. Og det kan ske i form af flere sociale klausuler, der forpligter virksomhederne til at ansætte en vis andel udsatte for at få kontrakter med det offentlige.
Ellers vil det aldrig lykkes for alvor at mindske den gruppe på op mod 700.000 danskere i den arbejdsduelige alder, der er mere eller mindre permanent uden for arbejdsmarkedet. Sådan lyder vurderingen fra forskere op til den reform af fleksjob og førtidspension, som ventes i morgen fra beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S). »Under højkonjunkturerne blev der ikke for alvor gjort indhug i den store gruppe ikkearbejdsmarkedsramte, så det bliver ikke lettere nu«, siger økonomiprofessor Michael Svarer, Aarhus Universitet.




























