Tegning: Philip Ytournel

Tegning: Philip Ytournel

Debat

Er jeg ikke lige så meget værd som de andre?

Jeg har overvundet handikap og kræft, men regeringens mur af en fleksjob-reform kan jeg ikke klatre over.

Debat

Da jeg var lille, troede jeg fuldt og fast på, at jeg kunne blive, lige hvad jeg ville. Inden for en vis ramme, naturligvis.

Jeg var tidligt klar over, at min kørestol nok ikke var forenelig med en karriere som balletdanser, skøjteløber eller håndboldspiller. Grundlæggende troede jeg på, at fraset de åbenlyse fysiske begrænsninger kunne jeg have de samme drømme og håb om fremtiden som mine kammerater.

Jeg blev aldrig bremset i den livsopfattelse, på trods af at jeg er født med rygmarvsbrok og er lam i begge ben. Jeg var i praktik som dyrlæge, jeg spillede med i en musical i den kommunale ungdomsskole, og i et byggeprojekt på min skole var jeg den, der lagde isolering mellem spærrerne på et loft, da jeg var den dygtigste til at klatre.

Jeg var dygtig i skolen. Fløj gennem gymnasiet og afsluttede med ret flotte karakterer og to legater. Besluttede så, at jeg ville være lærer, da det var en oplagt mulighed for at kombinere min glæde ved musik og arbejde med børn og unge.

Det første job, jeg søgte, fik jeg. Jeg blev lærer på en efterskole, ansat i fleksjob 20 timer om ugen. Jeg var dygtig til mit job. Jeg elskede mine elever og oplevede aldrig, hverken fra kollegaer, elever eller deres forældre, en skepsis eller afstandtagen i forhold til mine evner og min værdi som lærer.

Det viste sig dog efter halvandet år i mit første job, at jeg havde taget munden for fuld. 20 timer om ugen var for så vidt passende til min fysiske formåen, men et efterskoleliv med spredte timer og vagter, mange møder og megen forberedelse var for meget.

Det endte i en akut indlæggelse på sygehuset med efterfølgende genoptræning, og jeg måtte nødtvungent sige op. Det var en situation, som ingen kunne forudse.

Jeg var stadig fast funderet i den opfattelse, at jeg havde værdi, også på arbejdsmarkedet. Jeg ville have et liv, som lignede de andres, jeg ville have et job, hvor jeg fik mulighed for at yde mit bedste, udvikle mig og trives.

Og jeg fandt det også. Denne gang som konsulent i en handikaporganisation. Stadig 20 timer om ugen, stadig med muligheden for at arbejde med børn, og også med voksne, men denne gang med nogle lidt andre rammer, da jeg i langt højere grad havde mulighed for at planlægge min arbejdstid.

Jeg er dygtig til at klatre. Men denne her mur ved jeg ganske enkelt ikke, hvordan jeg skal forcere



Undervejs ramte jeg muren igen, denne gang i form af en kræftsygdom, men jeg er stadig ret god til at klatre, så jeg kravlede over muren, genvandt min fysik og sled mig tilbage til mit job.

Hen ad vejen lærte jeg at finde grænsen for, hvad jeg kan holde til. Det er stadig en udfordring, og jeg overskrider også grænsen indimellem, for jeg vil bevare min barndoms tro på, at jeg kan blive, lige præcis hvad jeg vil, og at jeg er meget andet end fleksjobber, kørestolsbruger, lammet i benene, født med rygmarvsbrok og tidligere kræftpatient.

Jeg er også en god kollega, en dygtig konsulent og en værdifuld medarbejder.

Jeg har igennem tiden afleveret mere blod, mere sved og flere tårer end selv den mest garvede landsholdsspiller (beklager, Lars Christiansen), men det har alt sammen været det hele værd, for jeg har hele vejen igennem formået at bevare min barnetro.

Min tro på, at jeg kan blive, lige hvad jeg vil, og at jeg er lige så meget værd som alle andre. Lige indtil nu, altså. Den siddende regering har fremlagt et reformforslag for fleksjob og førtidspension.

LÆS OGSÅ

Egentlig er jeg ikke særlig partipolitisk i den sammenhæng, for den tidligere regering var godt i gang med at barsle med et forslag, der ligner dette til forveksling. Hidtil har det fungeret således: De timer, jeg ikke kan arbejde, kompenserer staten for i form af grundløn på det gældende fagområde.

I mit tilfælde mindstelønnen for en lærer, da det er den uddannelse, jeg har. Dette løntilskud stiger ikke. Hvis jeg stiger i løn, er det arbejdsgiveren, der betaler stigningen, og altså ikke statskassen.

Der er ikke noget mærkeligt ved dette, jeg bliver kompenseret for mit handikap på nøjagtig samme måde, som jeg bliver kompenseret med en kørestol for de ben, der ikke kan gå.

Nu har vi så en beskæftigelsesminister, der siger, at denne lønkompensation skal byttes ud med dagpengesats.

For mig betyder det, at jeg, hvis jeg skifter job og dermed kommer under den nye ordning, får en ganske gedigen lønnedgang. Blot vil jeg understrege, at dette forslag har katastrofale økonomiske konsekvenser, også for de lavtlønnede fleksjobbere, selv om beskæftigelsesministeren lige nu påstår noget andet.

Det værste er ikke selve spareøvelsen, som dette her jo er. Det værste er, at jeg med dette forslag har mistet min barnetro. Min beskæftigelsesminister og min regering har ødelagt min tro på, at jeg er lige så meget værd som alle andre.

For regeringen ønsker at parkere mig på et indkomstmæssigt B-hold. Jeg får ikke længere den samme løn som mine kollegaer for det samme arbejde. Og så tillader beskæftigelsesministeren sig endda at fortælle mig, at det udelukkende sker for at give mig et »økonomisk incitament« til at arbejde nogle flere timer om ugen.

LÆS OGSÅ

Den er altså svær at sluge oven på 15 års kamp for at holde fast og bare få lov til at ’være som de andre’.

Jeg er dygtig til at klatre. Men denne her mur ved jeg ganske enkelt ikke, hvordan jeg skal forcere.

For selv om jeg har mobiliseret kampånd og stædighed nok til at overvinde fysiske udfordringer, karrieremæssige nederlag, kræftsygdom og de tilgængelighedsbarrierer, der følger med det at være kørestolsbruger, er det første gang, jeg oplever at få at vide, at jeg ikke er lige så meget værd som de andre. At min kamp ikke fortjener anerkendelse.

Og at jeg ikke længere skal kompenseres for mit handikap. Og så er det endda selveste regeringen, der sender mig det signal. En socialdemokratisk regering, vel at mærke.Og den følger op med at skyde mig i skoene, at jeg i virkeligheden bare er doven.

Er det virkelig sådan et samfund, vi ønsker? Hvor mennesker med handikap skal betale hullet i statskassen og ikke længere kompenseres for de funktionsnedsættelser, de har?

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce