En ryg, der ikke kan mere, eller knæ, som ikke kan holde. Sygdomme i bevægeapparatet sender år efter år omkring 3.000 borgere ud af de aktives rækker og på førtidspension. I 2003 fik 3.226 borgere tilkendt førtidspension på grund af en sygdom i bevægeapparatet, men i 2011 var tilkendelserne blot faldet til 2.954, viser en ny analyse fra PensionDanmark, der sørger for pension til for eksempel 3F’ere. Tallet bør kunne halveres til omkring 1.500 om året i løbet af en overskuelig periode, vurderer selskabet. »Med en systematisk forebyggelsesindsats vil vi kunne få skåret antallet ned med en tredjedel eller til det halve«, siger administrerende direktør Torben Möger Pedersen, PensionDanmark. Skal tages i opløbet Selskabet satser selv på forebyggelse med 120 lokale centre landet over, hvor de 400.000 aktive medlemmer kan få gratis behandling af fysioterapeuter, kiropraktorer og massører. »Vi skal ikke vente på, at mureren ikke kan løfte armen. Det skal tages i opløbet, inden bliver alvorligt, og så kan der også gives råd om, hvordan nedslidning bliver undgået«, siger Torben Möger Pedersen, der også roser regeringens planer om en garanti for en diagnose inden for fire uger. »Det drejer sig om at få udredt sygdomme i en fart, få sat den relevante behandling og forebyggelse i værk«, siger Torben Möger Pedersen. På rette spor En førtidspension fra de offentlige ledsages typisk af en førtidspension fra en pensionskasse, så både skatteydere og pensionskunder har en interesse i at begrænse antallet. PensionDanmark regner med cirka 200.000 gratis behandlinger i år, men kan efter fem år se, at ’gratisterne’ har mindre langvarig sygdom end andre.
En arbejdsmarkedsforsker vurderer, at selskabet er på ret spor. »Der er manuelle arbejdsprocesser, som ikke lader sig automatisere. Men der kan gøres en hel del for at forhindre fysisk skader i at blive til nedslidning. Det handler om oplæring og viden om, hvad man ikke skal gøre. Det kan være fristende for bygningsarbejderen at tage for mange brædder på skulderen for at spare tid, men det slider på lang sigt«, siger professor i offentlig forvaltning Henning Jørgensen, Aalborg Universitet. Voksende antal holder ikke Budskabet fra PensionDanmark kommer i kølvandet på en rundspørge til arbejdsmarkedspensionskasser. Den viser, at et voksende antal lærere, pædagoger, og sosu’er ikke holder til et helt arbejdsliv. De må gå i utide og i stigende omfang på grund af psykiske årsager. »I debatten om en reform af førtidspensionen har der været meget fokus på, hvordan vi nedbringer antallet af unge, som kommer på førtidspension på grund af psykiske lidelser. Det er et helt rigtigt fokus, men det bør ikke skygge for, at der er en stor udfordring med, at for mange kommer førtidspension på grund af nedslidningsskader, og antallet har ligget ret konstant de sidste ti år«, siger Möger Pedersen. Især rengøringsfolk, byggearbejdere og chauffører over 50 må på pension på grund af slidgigt. FACEBOOK




























