Politikens fotograf Jacob Ehrbahn har vundet guld i den amerikanske fotokonkurrence Pictures of the Year International. Jacob Ehrbahn har vundet i kategorien 'Sports Picture Story' for sin Team Tvilling-reportage.
Den skildrer to tvillingebrødres forberedelser til Ironman-løbet, og den dag de gennemførte KMD Ironman i København i august 2014. Billedserien består af 12 sort-hvid billeder af de to brødre, der blev født tre måneder for tidligt. Mens den ene tvilling Steen har fuld førlighed, er den anden tvilling Peder spastiker og sidder i kørestol.




























