I december blev Sam Mansour for anden gang idømt en lang fængselsstraf for at opfordre til terror. Ligesom under første retssag afviste Københavns Byret dog at udvise Mansour, bl.a. med den begrundelse, at det ville være en overtrædelse af den europæiske menneskerettighedskonvention, fordi han risikerer tortur i Marokko.
Sagen er anket til landsretten, men Sam Mansour er ikke den eneste terrordømte, som ikke har kunnet udvises, selv om terrorlovgivningen fastslår, at personer, som har andet statsborgerskab, kan udvises, hvis de planlægger terror i Danmark.




























